“Mediebranchen må samarbejde”

JydskeVestkysten har netop lanceret en “aviskiosk-app” og byder andre dagblade indenfor, men hos Nordjyske tror man mere på et samarbejde mellem alle dagbladene.
MediaWatch

JydskeVestkysten er åbne for at få andre dagblade på hylderne i deres nye “aviskiosk-app” i App Store end deres egne ni lokale versioner. “Kiosk-app’en” er inspireret af den tyske Springer-koncerns Ikiosk, og i Frankrig forsøger flere dagblade sig med at sælge aviser i en fælles “kiosk-app”.

“Det kunne være lokale eller landsdækkende dagblade. Måske ville en avis som B.T. synes, at det var interessant at komme ind og ligge der, men det har ikke været vores ambition med projektet,” siger Peter Gram.

Ideen får da også en noget kølig modtagelse hos Mikkel B. Ottesen, redaktionschef i Nordjyske Medier, som understreger at han ikke kender til de nærmere detaljer ved kiosk-app’en.

“Derfor har jeg svært ved at forholde mig konkret til det, men jeg kan ikke umiddelbart se, hvad pointen skulle være i at få adgang til Fyens Stiftstidende, Nordjyske Stiftstidende og Horsens Folkeblad et sted. De læsere, der interesserer sig for et af de dagblade, interesserer sig jo ikke for de andre,” siger Mikkel B. Ottesen.

Nordjyske Medier på vej med betalingsløsning
Nordjyske Medier er til gengæld selv på vej med en betalingsløsning til deres kommende Ipad-avis.

“Vi kommer selv med Nordjyske Stiftstidende som e-avis på Ipad, og vi har et projekt om at skabe betalingsmuligheder for indhold på alle platforme. Det blev sat i gang før sommerferien, og starter op på fuldt blus, når den er overstået. I det arbejde skal vi afdække, hvor potentielle samarbejdspartnere gemmer sig, så det bliver let at handle hos os,” siger Mikkel B. Ottesen.

Fælles initiativ bliver svært
Den bedste løsning ville dog helt klart være, hvis dagbladene gik sammen om en fælles løsning, mener han.

“Der er Ingen tvivl om, at det er nødvendigt at få samarbejder op at stå i forhold til at distribution af digitale produkter, som man kan tilgå med et fælles log-in. Itunes er jo blevet så stort, fordi man kun taster sin kode en gang og så kan købe løs. Men alle udgivere vil gerne drive sådan en løsning for at tjene nogle administrationspenge på det og sikre sig adgang til kundekartoteket. Samtidig har de færreste dagblade råd til at vente på, at den fælles standard kommer op at stå og så reagerer de med egne initiativer, hvilket gør det endnu sværere at lave en fælles løsning,” siger Mikkel B. Ottesen og tilføjer:

“Min grundholdning er, at den danske mediebranche har behov for at lave en form for fælles standard, så folk ikke skal ind i 1000 forskellige apps, når de vil købe dagblade og magasiner.”

Et udviklingsarbejde, der blandt andet vedrørte fælles digitale betalingsløsninger for dagbladene, har stået på i længere tid, men blev sat på hold sidste år på grund af dagbladenes "intense konkurrence".

Flere JydskeVestkysten-produkter i kiosk-app'en
Som Peter Gram understreger er JydskeVestkystens nye kiosk-app primært tiltænkt avisens egne produkter.

“Vi kører for eksempel en omfattende produktion af temaaviser, som man også kunne lægge ud i app’en,” siger Peter Gram, som endnu ikke tør gætte på, hvor stort salget bliver.

“Vi ved endnu ikke, hvor udbredt det bliver, men vi skal være der, hvor vores brugere er, og trafikken flytter til bærbare devices. På nettet har vi 14 millioner sidevisninger om måneden, det beviser, at der er en interesse for produktet digitalt. Men det er jo mere skabt af nød end af lyst, for vi var nødt til at oprette den kiosk, når vi har ni fuldstændigt forskellige aviser til det område, vi dækker. Hvis det bare var ni lokaludgaver, kunne vi hæfte dem på pdf’en,” siger Peter Gram.

Pdf-version lever videre
Ligesom de øvrige aviser, er JydskeVestkystens avis-app en pdf-udgave af den trykte avis. Det kunne være interessant at udvikle mere på en Ipad-udgave, men ikke nu og her, lyder det fra Peter Gram.

“Sporene skræmmer, for det har ikke været en speciel succes for vores kollegaer på Nordjyske Medier med deres Ipad-magasin, så vi vil hellere spekulere i andre former for apps,” siger han med henvisning til, at Nordjyske Medier for nylig lukkede et Ipad-magasin for at bruge kræfterne på andre digitale projekter.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også