“Ekstra Bladet er mest rock n’ roll”

Ekstra Bladet skal være leveringsdygtig i dagens store samtaleemne, når danskerne mødes over morgenkaffen eller ved frokostbordet. Den opgave ser Karen Bro frem til at løse, når hun tiltræder som papiravisens nye chefredaktør i midten af august.
Tine Brødegaard Hansen

Ekstra Bladet skal være leveringsdygtig i dagens store samtaleemne, når danskerne mødes over morgenkaffen eller ved frokostbordet. Den opgave ser Karen Bro frem til at løse, når hun tiltræder som papiravisens nye chefredaktør i midten af august.

“Hver eneste dag, gælder det om, at vi har næse for, hvad folk interesserer sig for, og hvad de vil vide mere om. Det skal Ekstra Bladet levere den bedst mulige dækning af, og det bliver en spændende redaktionel proces at vælge, hvad vi skal bruge de journalistiske ressourcer på dagligt. Men et langt stykke hen ad vejen gør Ekstra Bladet allerede det den skal, nemlig at holde magthaverne i ørerne, og sikre at alle fra politikere til jordbæravlere opfører sig ordentligt,” siger Karen Bro, der kommer fra en stilling som indlandsredaktør i DR, hvor hun kun nåede at være et par måneder.

“Det var ærgerligt, at det blev så kort tid, for jeg har arbejdet sammen med nogle gode folk, men sådan blev det,” siger hun og tilføjer, at hun ikke var i tvivl, da hun blev tilbudt chefredaktørposten.

“Det er et fuldstændigt fantastisk job,jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Ekstra Bladet er mest “rock n’ roll i dansk presse, så det kunne jeg ikke sige nej til.”

Hvordan kommer man til at mærke, at du er blevet chefredaktør?

“Det håber jeg, at man kan mærke på den lange bane i form af, at vi kommer til at ramme rigtigt med de sager, vi satser på, og jeg er sat i verden for at sikre kursen og kvaliteten af journalistikken.”

Kan dagens forside stadig være realitykendisser og forbrugerstof, eller skal det være mere nyhedstungt?

“Jeg har Ingen fine fornemmelser. Mit nyhedshjerte banker for vagthundejournalistikken, men jeg har ingen problemer med at underholde. Når man går ned ad gaden og ser en gul spiseseddel med Ekstra Bladet skal man stadig gå rundt med et saligt smil, fordi Ekstra Bladet har et glimt i øjet og er god til at underholde. Det kan den fortsat gøre med realitystof, forbrugerstof og sundhedsstof. Du kan jo lave god journalistik inden for alle felter, men vi skal gå kritisk til stoffet.”

Har du en anden journalistisk profil end de mænd, der hidtil har været chefredaktører for avisen - i kraft af at du er kvinde for eksempel?

“Nej, det tror jeg sgu ikke. Nogle siger, at jeg er en af drengene, og man skal ikke forvente en mere feminin stil i Ekstra Bladet. Vi kommer til at skærpe profilen.”

Hvem ser du som Ekstra Bladets kernemålgruppe - og eksisterer den længere?

“Til det sidste kan man sige, at de seneste tal viser, at vi dagligt er i berøring med 800.000 danskere. Ekstra Bladet har noget for alle grupper i Danmark. Min ambition er, at vi hver dag dækker det store emne, som dominerer den pågældende dag, eller selv sætter en dagsorden for dagen. Det er vigtigere end at snævre sig ned i en bestemt kernemålgruppe,” siger Karen Bro og vil gerne tilføje, at hun glæder sig til at gense kollegaerne på Ekstra Bladet, hvor hun tidligere har været nyhedschef, når hun tiltræder midt i august.

“Jeg kender jo folk på Ekstra Bladet og ser frem til at arbejde sammen med dem igen. Det er bare med at komme i gang og give den gas.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også