Ledelse giver håndtryk på jysk fusion

Kun aktionærerne i VAF Medier (Vejle Amts Folkeblad) står nu imellem, at en fusion mellem VAF og Horsens Folkeblad i et nyt fælles selskab med navnet Jyske Medier A/S bliver en realitet.
MediaWatch

Kun aktionærerne i VAF Medier (Vejle Amts Folkeblad) står nu imellem, at en fusion mellem VAF og Horsens Folkeblad i et nyt fælles selskab med navnet Jyske Medier A/S bliver en realitet.

Det fremgår af et brev til aktionærerne i VAF Medier, hvor Gert Eg, bestyrelsesformand for VAF Medier, oplyser, at forhandlingerne mellem de to bladhuse er kommet så langt, at det er tid til at få aktionærernes accept af fusionen, skriver vejleamtsfolkeblad.dk.

Jens Bebe bestyrelsesformand
Det nye selskab, Jyske Medier A/S, skal ejes ligeligt af fondene bag de to lokale mediehuse, som fortsat vil holde liv i de tre dagblade og 15 ugeaviser, de tilsammen har i dag. De lokale redaktioner bliver bevaret, men hovedsædet kommer til at ligge i Horsens.

Ny bestyrelsesformand for selskabet bliver Jens Bebe, der i dag er adm. direktør og ansv. chefredaktør for Horsens Folkeblad, mens Alex Pedersen, adm. direktør og ansv. chefredaktør for Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad også fortsætter den rolle i det nye selskab, hvis det bliver en realitet. Horsens Folkeblads nuværende redaktør, Sven Grønborg, bliver til gengæld chefredaktør for dagbladene i Jyske Medier

VAF-afstemning om to uger
Horsens Folkeblads Fond, der ejer ca. 97 pct. af aktierne i Horsens Folkeblad A/S, har sagt ja til en fusion. Men i VAF Medier ejer VAF Fonden kun 52 pct. af aktierne i selskabet, mens de øvrige aktier ejes af 284 private aktionærer.

De skal 26. maj stemme om fusionen på en generalforsamling. Her skal de samtidig acceptere en ændring af stemmeretten, så hver aktie og ikke hver aktionær i fremtiden har en stemme, så VAF Fonden får mest at skulle have sagt, ligesom Horsens Folkeblads Fond har det.

Lokale dagblade hårdt ramt
Allerede i begyndelsen af april stod det klart, at de to lokale dagblade ønskede et “tættere samarbejde” og en mulig fusion. De lokale dagblade i begge mediehuse har - i lighed med andre lokale dagblade - oplevet store fald i oplaget i de senere år.

I 2009 blev det i Horsens til et minus på 5,4 mio. kr. og i VAF Medier til et minus på 7,6 mio. kr. på den primære drift. De lokale dagbladshuse er generelt pressede, som en gennemgang af deres 2009-regnskaber viser.

Da Kjerteminde Avis bukkede under tidligere på året, forudså professor i medieledelse ved CBS Anker Brink Lund, at den var første dominobrik i en række af dagblade, der kunne falde som følge af det fortsat svindende oplag og annoncegrundlag.

Formålet med fusionen mellem Horsens Folkeblad og VAF er at få flere "synergieffekter" ved et tættere samarbejde, hvilket kan give besparelser. Anker Brink Lund har tidligere påpeget, at nye ugeaviser, websatsninger eller færre omkostninger til tryk, distribution og bemanding er de eneste knapper, som de lokale dagblade kan skrue på. Færre lokale redaktioner udvander blot produktet.

I øjeblikket brygger kulturministerens Mediestøtteudvalg på nye modeller for fremtidens støtte. Flere store dagbladshuse er åbne for, at det kan betyde justeringer af distributionsstøtten, hvilket kan ramme de lokale dagblade hårdt. Anker Brink Lund mener, at de lokale mediehuse skal have mulighed for at søge støtte uafhængigt af papiret og hvor ofte de udkommer, så de kan udvikle sig digitalt.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også