Dohm: "Han skal kæmpe for at komme til"

Presseetisk er der ingen problemer i, at Bo Lidegaard tager springet fra regeringsmagtens inderste cirkler til Politiken, og den manglende redaktionelle erfaring kan sagtens vise sig at være en "Obama-fordel" - til gengæld skal Bo Lidegaard frem i skoene for at komme til orde. MediaWatch har bedt lederne af landets tre journalistiske uddannelser vurdere valget af Politikens nye bannerfører.
 
Tine Brødegaard Hansen

Presseetisk er der ingen problemer i, at Bo Lidegaard tager springet fra regeringsmagtens inderste cirkler til Politiken, og den manglende redaktionelle erfaring kan sagtens vise sig at være en "Obama-fordel" - til gengæld skal Bo Lidegaard frem i skoene for at komme til orde. MediaWatch har bedt lederne af landets tre journalistiske uddannelser vurdere valget af Politikens nye bannerfører.
 

Anne-Marie Dohm, rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

Hvordan vurderer du valget af Lidegaard?

“Det er svært at vurdere, fordi han ikke har en journalistisk eller redaktionel profil, så vi har til gode at se, hvordan han vil fungere i forhold til Politiken, men jeg tror, der er truffet et superspændende valg. Vi får at gøre med en person med internationalt og globalt udsyn, som bliver interessant for Politiken at have. Han har på godt og ondt været tæt på nogle af de store internationale begivenheder, som Danmark har været involveret i i de senere år.”

Trækker det ned, at han ikke har redaktionel erfaring eller erfaring fra drift af en privat virksomhed?

“Nej, det tror jeg ikke, der er driftsmæssig og en journalistisk forankring på Politiken med Lars Grarup og Anne Mette Svane, men der er ingen tvivl om, at han skal blande sig i driften og sætte sit eget præg på, hvordan avisen skal køre. Med de stærke ledere på Politiken skal han kæmpe for at komme til, men det kan han også godt finde ud af. Det bliver interessant at se, hvordan han vil tegne Politiken, når det gælder den bevægelse mod ikke kun at have holdninger, men også at handle på dem. Dér har Tøger Seidenfaden sat store aftryk.”

Vil det høre op med Bo Lidegaard tror du?

“Det er svært at vide, hvilke områder han vil udvælge sig som de væsentligste, og vi kan ikke vide, hvordan han vil agere.”

Er der nogle etiske eller andre problemer i, at han kommer fra en rolle som blandt andet chefrådgiver for statsministeren til en stilling som chefredaktør?

“Det tror jeg ikke. Det har givet ham en enorm indsigt og tyngde, også forskningsmæssigt har han meget tyngde, så jeg kan ikke se, hvor de etiske dilemmaer skulle opstå.”

I modsætning til de yngre navne, der har været nævnt til posten og som kunne tiltrække yngre læsere, er Bo Lidegaard i 50erne, er det et forkert signal at sende?

“Vi ved ikke, hvem der har været i spil, medierne har bare gættet på forskellige navne. Jeg tror ikke, man har tænkt over aldersprofilen som sådan. Politiken har brug for en person, der rager op i landskabet videns- og holdningsmæssigt. På den måde tror jeg, at alderen er lidt irrelevant.”
 

Mark Blach-Ørsten, lektor og leder for Journalistik på RUC:

Hvordan vurderer du valget af Lidegaard?

“Det er en spændende udnævnelse af en person med gode intellektuelle og politiske erfaringer, som jeg tror, at Politiken vil nyde godt af. Men det kommer an på, hvordan man ser avisers udvikling. Jeg tror, at papiraviser vil udvikle sig til eliteaviser, mens omnibus-aviserne vil være på nettet. Papiraviserne er nærmest allerede eliteaviser, når man ser på hvem, der holder dem, og skal de blive ved med det, skal de have folk i toppen, der er lige så tunge, som dem, de skriver til.”

Hvad betyder det, at Bo Lidegaard ikke har redaktionel erfaring - eller erfaring fra drift af private virksomheder?

“Han kommer selvfølgelig ind og skal lære noget, men der er jo mange andre folk på Politiken og mange i maskinrummet, hvor Tøger heller ikke var. Tøger var jo også glad for at sige, at han ikke var journalist, og han tegnede de mere overordnede linjer, så der kommer ikke til at være den store forskel fra Tøger på de punkter. Når det gælder det forretningsmæssige, har man direktionen og Lars Munch (adm. dir. for JP/Politikens Hus, red.) til at tage sig af det, og det går jo meget godt.”

Er der nogle etiske eller andre problemer i, at Lidegaard kommer fra stillinger i centraladministrationen og har været rådgiver på sager, som Politiken har kritiseret (som klimatopmødet, red.)?

“Rent etisk skal han jo holde sig fra historier, han har været involveret i. Men de sager fortaber sig hurtigt, for medierne beskæftiger sig mest med nutiden. Hvis man skal være positiv, har han en insiderfornemmelse og viden om det politiske spil, og så er han jo meget vidende.”

En djøf’er er kommet til i DR og nu også i spidsen for Politiken - er der ligefrem tale om en trend?

“Generelt bliver journalister bedre uddannet, så den oprustning, man har set i andre sektorer, har også ramt medierne, man har for eksempel længe kunnet udanne sig til journalist på universitetet. Men der er to meget forskellige grunde til udnævnelserne. I DR skal Maria Rørbye Rønn ordne det meget djøf-agtige med administration osv., fordi andre tegner DR’s profil udadtil. På Politiken handler det om det intellektuelle overblik og at få noget udenrigspolitisk sus på gangene, det kunne danske medier godt trænge til at få mere af.”

Er det forkert signal at sende for Politiken, hvis avisen gerne vil tiltrække yngre læsere, at man vælger en chefredaktør i 50’erne frem for yngre navne som Clement Kjærsgaard og Martin Krasnik?

“Begge de to yngre navne er jo vældig kompetente men også meget mere hands-on, end man har tradition for på Politikens hjørnekontor.”
 

Peter Bro, professor og studieleder på Center for Journalistik, SDU:

Hvordan vurderer du valget af Lidegaard?

“Min første tanke var, at så fortsætter treenigheden på Rådhuspladsen med den journalistiske ledelse i form af Anne Mette Svane, Lars Grarup på den organisatoriske del og et tredjeben med Bo Lidegaard der videns- og debatmæssigt er uhyre stærk og kan udtrykke sig klarere og have skarpere holdninger.”

Han kommer fra centraladministrationen, som journalister har til opgave at være skeptiske over for, kan det give nogle kultursammenstød med dem, han nu skal arbejde sammen med?

“På mange måder ville jeg være mere nervøs for det, hvis der ikke var en journalistisk chefredaktør, men den flanke er dækket af, så nu er der mulighed for at få en midtbanespiller, som kan rykke på alle områder i den offentlige debat, og som kan rykke friere i forhold til news og views.”

Kommer vi til at se Bo Lidegaard trykke en bog i Politiken uden tilladelse?

“Det kender jeg ham ikke godt nok til at vide, men han kender til de politiske og pressemæssige traditioner, der har hersket i Danmark både, fordi han har været i centraladministrationen, og fordi han har beskæftiget sig med presseforhold, så han har de akademiske forudsætninger for at vide, hvad der bevæger sig i forbindelse med presseetiske spørgsmål.”

Så det er ikke en ulempe, at han ikke har redaktionel erfaring?

“Nej, måske er det en kæmpe fordel. Hvis man laver en sammenligning med Obama, fik han det gode strategiske råd, at han skulle stille op til præsidentembedet tidligt frem for at vente 30 år, for så bliver man skudt i skoene, hvad man har gjort for ti år siden. Den historik kan også ligge medieledere til last, så hellere springe ud som nyt ansigt. Nogle gange kan manglende erfaring give en anden frihed.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også