Bureau: Lokalaviser mister markedsandele

Det samlede mediemarked kan i 1. kvartal juble over en 10-15 procents vækst, men den gode feststemming gælder ikke for Berlingske Media, der i går meddelte, at der skal spares og afskediges knap 50 personer, især i de jyske titler og Berlingske Lokale Medier.
Per Fanefjord Laursen

Det samlede mediemarked kan i 1. kvartal juble over en 10-15 procents vækst, men den gode feststemming gælder ikke for Berlingske Media, der i går meddelte, at der skal spares og afskediges knap 50 personer, især i de jyske titler og Berlingske Lokale Medier.

Det samlede avismarked har da heller ikke festet i 1. kvartal - men har oplevet et meget beskedent fald i forhold til første kvartal 2010, viser de indekserede omsætningstal fra mediebureauerne i DRRB og interne salgstal fra mediebureaugruppen, GroupM. Her vurderer Trading Director, Kenneth Brenøe, til gengæld, at lokale udgivelser har tabt mere.

”Problemet for Berlingske Media er, at lokale ugeaviser og distriktsaviserne falder langt mere - nærmere 10-15 procent. Når man ser det fald i relation til, at resten af mediemarkedet stiger ca. 10-15 procent i første kvartal, så er det åbenlyst for enhver, at aviser, herunder Berlingske Medier, mister markedsandele,” siger Kenneth Brenøe, GroupM.

Kenneth Brenøes skøn er, at Berlingske Media simpelthen har budgetteret lidt for optimistisk for printmedier i begyndelsen af 2011, og nu må tilpasse sig en situation med færre annoncekroner.

Det var da også dét, koncerndirektør Lisbeth Knudsen i går fremhævede som baggrunden, da hun fortalte om den kommende spareøvelse:

”Det skyldes rettidig økonomisk omhu, fordi den lave vækst i 2010 ser ud til at fortsætte et godt stykke ind i 2011," sagde hun.

Ikke digital medievækst
Berlingske Media bliver samtidig ramt fra en anden front, påpeger GroupM. Ikke alene er papirforretningen under pres, den digitale omsætningsfremgang sker ikke hos de digitale redaktionelle medier.

”Det kan godt være, at ’digitale medier’ som kategori (hos DRRB) omsætter for 20-25 procent mere i første kvartal, men det er ikke medier, der driver værket. Dem, der er trækker væksten er primært Google, Facebook, ad-exchanges og behavioral targeting-baserede medier,” siger Kenneth Brenøe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også