Berlingske og Politiken: Rubrikmarkeder tabt

Selvom annoncemarkedet er ved at vende, fortsætter rubrikmarkederne sin flugt fra dagblade til web.

Mens især tv har fået en forrygende salgs-start i 2011 er der mere stilstand hos dagblade, der i årets første måneder ikke har løftet sig siden sidste år ifølge tal fra DRRB.

Både hos Berlingske og Politiken peger man på, at det er rubrikmarkedet, der trækker ned, mens anden printannoncering er i bedring.

"De tre betalte morgenaviser har alle en lidt ensartet, men god start på året i forhold til sidste år. Jeg tror, at 2011 bliver et bedre år, for mange store annoncører er tilbage på banen og bruger lidt flere penge igen. Men der er lang vej til et niveau som i de gode, gamle dage. I øjeblikket er flere rubrikmarkeder gået tabt til nettet. Jobmarkedet har det vanskeligt, og bil- og bådmarkedet, tror vi, ikke kommer tilbage. Det er svært at opfinde nye rubrikmarkeder, så vi ser på alternativer og vægter meget på tekstsideannoncer, hvor vi klarer os godt, for at opveje det tabte på rubriksiden," siger annoncedirektør Henrik Børjesson fra Politiken til business.dk.

Fra Berlingske Medias annoncedirektør, Søren Hyldgaard, er meldingen den samme.

"Vi havde håbet på, at nogle af rubrikmarkederne havde stabiliseret sig i 2010 og de første tre måneder i 2011, men det har de ikke gjort, og udviklingen fortsætter med, at mere og mere flytter over til nettet. En stor del af væksten i dagbladenes rubrikomsætning har fundet nye veje til search, digitale markedspladser, og kombinationen af stærk TV- og netstrategi kan være farlig for print," siger Søren Hyldgaard, der ikke lægger skjul på, at der er lang vej at gå for at tjene de tabte print-annoncekroner ind på nettet i stedet.

"Vi skal tjene de samme penge på nettet, som vi mister på print, så vi satser hårdt på at kunne tjene penge på vores digitale brugere ved at sælge dem SweetDeal, intelligente bannerannoncer eller pakkerejser eksempelvis. Dagbladenes styrke er, at vi rammer de købestærke danskere, men det er måske 30 eller 50 forretningsmodeller, der skal til for, at vi øger vores indtjening," siger annoncedirektør Søren Hyldgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også