Avisernes tablet-flirt grundstødt

Konkurrencen blandt dagbladene viste sig for "intens til", at et forsøg på at udvikle løsninger til tablets og betalingsløsninger i fællesskab, kunne lykkes. Det fremgår af beretningen fra formanden for Danske Dagblades Forening (DDF), Jens Bebe, ved foreningens generalforsamling i oktober.
Tine Brødegaard Hansen

Konkurrencen blandt dagbladene viste sig for "intens til", at et forsøg på at udvikle løsninger til tablets og betalingsløsninger i fællesskab, kunne lykkes. Det fremgår af beretningen fra formanden for Danske Dagblades Forening (DDF), Jens Bebe, ved foreningens generalforsamling i oktober. DDF fik sidste år udarbejdet en rapport om fremtidens tablet-muligheder for dagbladene med projektleder David Beckmann som ankermand - men mere kunne fællesskabet altså ikke drive det til.

"Det blev dog ikke til en opfølgning i form af produktion af prototyper eller andre forsøg. Dertil har konkurrencen vist sig for intens. Men der er indgået aftale i bestyrelsen om, at der ved fastholdelsen af det arbejdsudvalg, som dannede backing group for projektlederen, skal bevares for at udveksle erfaringer og synspunkter på nogle områder, bl.a. betalingssystemer," lød det fra Jens Bebe i beretningen.

Processen førte til noget
I stedet arbejder blandt andre Fynske Medier nu på at lave en mobil nyheds-app, der er særligt velegnet til regional- og lokalaviserne. Det projekt ligger hos selskabet New Media Consulting Aps, der også drives af David Beckmann. Og selvom det altså kun blev til en rapport i DDF-regi, ser han processen som en succes.

”Processen i e-reader-projektet har været enormt vigtig for at forstå de forskellige dagblades standpunkt, og selvom resultatet førte til, at man ikke gik videre med et egentligt platformssamarbejde i DDF-regi, har det været inspiration til at køre det nuværende projekt. Bare det, at medierne går sammen er en slags proof-of-concept på, det kan lade sig gøre,” siger David Beckmann.

Tiden ikke moden til fælles betalingsløsning
App-projektet for Fynske Medier er støttet af Aarhus Stiftstidendes Fond og tæller også samarbejdspartnere som Unimedia A/S, mens Nordjyske Medier sonderer mulighederne for et samarbejde som supplement til selskabets egen indsats med tablets.

“Vi håber på at nå til et slutresultat, der vil gavne hele dagbladsbranchen og i særdeleshed provinspressen på grund af dens begrænsede økonomiske udviklingsmidler,” siger David Beckmann.

Han mener ikke, at tablet-udviklingen er moden til, at dagbladene bør udvikle nye fælles løsninger frem for at benytte de eksisterende på markedet.

“Det er i højere grad vigtigt for mediehusene at fremkomme med mobile produkter, som tilføjer så meget ekstra værdi, at brugerne vil betale for dem f.eks. i Apples App Store. Når først, vi har fundet nøglen til de formater og services, folk vil betale for, kan vi begynde at kigge på alternative betalingsplatforme,” siger han.

Nordjyske har mere fidus til egne tablet-forsøg
I Nordjyske Medier ærgrer adm. direktør Per Lyngby sig heller ikke over, at dagbladenes tablet-samarbejde nu begrænser sig til erfaringsudveksling.

“Jeg er overhovedet ikke skuffet over DDF, da jeg selv har været en af skeptikerne i forhold til et e-readerprojekt,” oplyser Per Lyngby og tilføjer:

“Vi går ikke videre med e-reader-projektet, fordi vi har mere fidus til det, vi allerede gør, nemlig at udvikle et multimediemagasin, der kobler billeder, lyd, grafik, tekst og links på en dynamisk og interaktiv måde.”

DDF har, som det fremgår af Jens Bebes ord, fortsat et arbejdsudvalg, hvor dagbladene sammen udveksler erfaringer og synspunkter vedrørende udviklingen af indhold og betalingsløsinger på tablets.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også