Nordjyske får overskud

Den nordjyske mediekoncern fik et solidt overskud 2010 efter året før at have døjet med røde tal på bundlinjen.
MediaWatch

Nordjyske Medier vendte sidste år et underskud fra 2009 til et overskud 40,4 mio. kr. før skat. Det er en fremgang på 60 mio. kr. Og det selvom omsætningen dykkede med cirka 30 mio. kr. til  736 mio. kr. Egenkapitalen er med udgangen af 2010 på cirka 120 mio. kr.

Det positive resultat skyldes primært en reducering af omkostningerne, ifølge adm. direktør og ansv. chefredaktør Per Lyngby.

”Fremgangen skyldes en omfattende virksomhedsplan, der har nedbragt omkostningerne betydeligt og forstærket udviklingen af nye digitale aktiviteter og forretningsområder. Desuden har vores distributionsselskab øget indtjeningen på grund af højere omsætning og optimeringer af driften," siger han i en pressemeddelelse. 

Antallet af medarbejdere er fra 2009 til 2010 faldet med 66 til 624.

Bestyrelsesformand Lasse Bolander roser selskabets udvikling.

”Det er tilfredsstillende, at vi i en tid med samfundsøkonomisk afmatning med deraf følgende udfordringer for erhvervsliv og detailhandel har formået at skabe en så markant forbedring af resultatet. Det giver os et godt afsæt til at møde de kommende års udfordringer på mediemarkedet,” siger han i meddelelsen.

Otte ud af ti nordjyder bruger dagligt et eller flere af virksomhedens medier, og hver uge besøger ni ud af ti nordjyder Nordjyske Mediers netsites, skriver selskabet i meddelelsen.

Nordjyske Stiftstidendes oplag gik blot 1,1 pct. tilbage fra 2. halvår 2009 til 2010. Også læsertallet forblev stabilt med en tilbagegang i perioden på 10.000 læsere til 169.000, ifølge tal fra Gallup og Dansk Oplagskontrol.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også