Anders Krab-Johansen: Børsen vil selv

Fremover skal Børsen stå på egne tv-ben på nettet og andre platforme, lyder meldingen fra den nye chefredaktør efter bruddet med TV 2.
MediaWatch

Der skal ikke herske tvivl om, hvem afsenderen er, når danske erhvervsfolk konsumerer tv-nyheder og analyser. Derfor har Børsens nye topchef, Anders Krab-Johansen, som én af sine første handlinger på jobbet afbrudt samarbejdet med TV 2. Officielt er aftalen opsagt efter gensidig overenskomst, men når man taler med parterne efterlades der ikke megen tvivl om, hvis strategi opsigelsen passer bedst for.

"Erhvervsfolk skal se tv på borsen.dk og på vores andre platforme som iPad. Der er ikke længere en teknologisk begrundelse for at samarbejde med TV 2, " siger Anders Krab-Johansen.

Børsen kan og vil selv - men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at nå det samme brede publikum på egen hånd.

"Det vigtigste er, at vi kan nå vores publikum med indhold, som er leveret af Børsen. Børsen har haft stor glæde af samarbejdet med TV 2 gennem 10 år, blandt andet fordi vi har høstet nødvendige tekniske erfaringer, men jeg tror ikke, samarbejdet er den rigtige model i de år, der kommer," siger Anders Krab-Johansen, som kom fra en stilling som redaktionschef på TV 2 News.

Børsen har haft fire journalister koblet på TV 2-samarbejdet, og det er endnu ikke afklaret, præcist hvordan Børsens tv-redaktion fremover skal se ud.

"Men vi vil fortsat have en tv-redaktion, som skal kunne producere både båndede indslag og live," siger Anders Krab-Johansen, som vil sikre, at et Børsen-abonnement også giver adgang til højkvalitets-indhold, når det gælder levende billeder.

- ON

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også