Berlingske dropper "Tidende"

Berlingske Media varsler radikal omlægning af papir- og netavis i det nye år.

Berlingske Media varmer op til en stor omlægning af avisen på print og web, der går i luften onsdag d. 26. januar.

Omlægningen markerer ifølge koncernen overgangen til "en ny generation dagbladsmedie", hvor avisen i højere grad tilpasses det moderne mediebillede. Det betyder konkret, at Berlingske Tidende ændrer navn til "Berlingske", får nyt design og nye tillæg som f.eks. Berlingske Nyhedsmagasin. På nettet relanceres avisen også med nyt design og på en ny, nem adresse: www.b.dk.

”Medieforbruget ændrer sig så dramatisk i disse år, at der skal mere til end nogle årlige justeringer af avisens indhold og design, eller, at man blot tilføjer nogle af de nye digitale tilbud på web, mobil, smart phones og såkaldte tablets eller tavle-pc'er som iPad. Journalistikken skal udvikles til det nye mediebillede, og avisens rolle er på ingen måde udspillet. Tværtimod kan avisen få nyt liv, hvis vi udvikler dens særlige egenskaber og kvaliteter: det professionelt prioriterede nyhedsoverblik, læseoplevelsen, den nye viden, den tankevækkende debat, dybden og perspektivet. Men avisen skal fornys og tænkes ind i den nye digitale verden af muligheder for at gøre sig selv attraktiv og uundværlig for den moderne medieforbruger. For os handler journalistisk kvalitet om substans. Masser af substans,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.

Også Berlignskes app- og mobil-tilbud tænkes ind i omlægningen, som store dele af medarbejderne på Berlingske Tidende har været involveret i, skriver koncernen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også