Oplag: Søndag nærmer sig hverdage

Dagbladenes store sællert gennem tiden, Søndagsaviserne, mister gennemslagskraft. Forskellen på avissalget på hverdage og søndage skrumper.
Tine Brødegaard Hansen

Det kan godt være, at dagbladenes oplagsfald er grumme på hverdage, men når det gælder søndagsaviserne, er faldet endnu stejlere.

Det afspejler sig i oplagstallene, hvor der bliver mindre forskel på oplagene på hverdage (inkl. lørdage) og på det traditionelt højere søndagsoplag. Det viser oplagstallene for oktober.

B.T.'s søndagsudgave nærmer sig med højeste fart hverdagsoplaget. Fra oktober 2009 til oktober i år, er forskellen reduceret med 10.400 eksemplarer.

B.T. og Ekstra Bladet taber mest oplag på søndage af alle dagbladene. I oktober er det for B.T.'s vedkommende 16,2 pct. af oplaget og for Ekstra Bladet 14,6 pct. sammenlignet med oktober 2009.

Ser man på Jyllands-Posten er forskellen mellem oplaget på hverdage og søndage reduceret med næsten 10.000 eksemplarer fra oktober 2009 til oktober 2010. Jyllands-Postens søndagsudgave er samtidig den største med et oplag på 140.500 i oktober.

B.T.'s og Ekstra Bladets hverdagsoplag nærmer sig hinanden med kun 2000 aviser til forskel, men ser man på oktobertallene, lykkes det i lidt højere grad Ekstra Bladet at blive langet over kioskdisken på ugens sidste dag, hvor oplaget ligger 6.000 eksemplarer over B.T.'s.

Af de landsdækkende dagblade, holder Politiken mest stabilitet i forskellen mellem salget på hverdage og søndage, der kun er faldet med 3.500 i oktober 2010 i forhold til samme måned 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også