Mylenberg: Stor fremtid for lokalaviserne

Troels Mylenberg skal sikre oplags-og læsertal som ny chefredaktør for Fyns Amts Avis. Det skal bl.a. ske ved at styrke det sammenhold, der findes i lokalsamfundet.
Anna Backe

Store og landsdækkende aviser har ofte en eller flere målgrupper, der er bundet sammen af indkomst, uddannelse, geografi og politisk ståsted. For lokalaviserne derimod er fællesnævneren mere enkelt defineret.

”Vi er så heldige, at vi som lokalavis ikke nødvendigvis skal tænke i segmenter eller deciderede målgrupper. I modsætning til andre landsdækkende aviser skal vi ikke nødvendigvis tage hensyn til læsernes alder, køn, bosted og interesser. Vi er naturligvis fokuserede på dette, men vi behøver ikke i samme grad tage stilling til de parametre. Lokalmiljøet er det helt klare referencepunkt for alle læserne, og det skal vi fokusere på,” siger Troels Mylenberg, der netop er blevet udnævnt til ny chefredaktør på Fyns Amts Avis.

Kanalen for alt debat
Fyns Amts Avis skal ifølge Troels Mylenberg fungere som borgernes talerør, hvori der debatteres og diskuteres med henblik på at skabe et positivt lokalmiljø. Igennem endnu flere lokale nyheder, læsermøder, debatmøder og politiske møder, skal avisen sikre borgernes interesse. Også den journalistiske faglighed skal styrkes for at give borgerne en avis, der afspejler lokalsamfundet.

”Vi skal være kanalen for al debat i lokalsamfundet. Vi skal turde involvere vores læsere, og samtidig skal vi være vores faglige rolle som journalister bevidst. Vi skal bl.a. styrke journalistikken ved at sortere i den enorme mængde af informationer, som der findes i et lokalsamfund, og alle andre steder. Vi skal turde vælge til og fra, og stole på, at vi har kompetencerne til at udvælge de mest relevante og vedkommende begivenheder for borgerne,” siger Troels Mylenberg.

Fokus på de faste læsere
Gennem Mylenbergs tidligere arbejde som forstander på Vallekilde højskole, har han bibragt en 'højskolementalitet', som han vil forsøge at viderebringe til læserne. På den måde bliver avisen nemlig endnu bedre. For at forbedre de skrantende oplags- og læsertal skal der især fokuseres på de loyale kernelæsere, der ser lokalavisen som et talerør, som både involverer og informerer dem.

”Jeg bruger mine erfaringer fra tiden som højskoleforstander ved, at jeg vil forsøge at skabe den der fællesskabsånd, hvor man virkelig står sammen om noget. Hvor borgerne føler, at vi arbejder for dem, og for lokalsamfundets interesser. Jeg ser en kæmpe fremtid for lokalaviserne fordi vi bl.a. laver noget, som ingen andre gør”, siger Troels Mylenberg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også