Riis: Nu kan det betale sig at løfte læsertallet

24timer skal med øget oplag og en relancering køres i stilling til at få sin bid af den vækst på annoncemarkedet, som MetroXpress A/S tror på i 2011.
Louise Reseke

Efter to år med finanskrise og nedgang på annoncemarkedet, tror MetroXpress A/S på bedre tider. Derfor har mediehuset netop iværksat - ikke en spareplan, men en vækstplan(!), der både inkluderer en forhøjelse af 24timers oplag med 20.000 eksemplarer, en relancering af avisen senere på året og senere igen et højere oplag for MetroXpress.

"Vi kan se her i tredje kvartal, at annoncemarkedet nu for alvor ser ud til at være stabiliseret, og derfor har vi taget skridtet. Vi har lavet en vækstplan, og vi starter med 24timer, fordi vi mener, at det er den avis, der har størst potentiale," siger Søren Riis, adm. direktør i MetroXpress A/S, der også udgiver 24timer.

Målet er at gøre 24timer til Danmarks mest læste avis - efter MetroXpress og tage andenpladsen fra Jyllands-Posten.

"Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se 24timer være større end Jyllands-Posten i nogle måneder inden for det næste år eller måske halve år," siger Søren Riis.

Han henviser til aktualitetstallene fra Gallup for august, hvor 24timer med 351.000 læsere kun var 7000 læsere bag efter Jyllands-Postens 358.000 læsere og altså ikke langt fra målet. Kigger man på læsertallene for hele første halvår 2010 er afstanden dog en hel del større - Jyllands-Posten havde i snit 411.000 læsere og 24timer i snit 326.000 læsere.

Beregnet ud fra 24timers nuværende antal læsere per eksemplar vil en oplagsforøgelse på 20.000 "kun" give omkring 50.000 ekstra læsere - ikke nok til at overhale Jyllands-Posten ifølge halvårstallene. Søren Riis medgiver da også, at man ikke når i mål alene ved at styrke oplaget, det kræver også, at Jyllands-Postens nedadgående læsertalskurve fortsætter.

"24timer skal nok blive Danmarks næstmest læste dagblad, og det hænger sammen med, at de andre dagblades læsertal falder. Det vil tage et stykke tid at opnå en stabil placering, men det gjorde det også for MetroXpress, da den første gang blev Danmarks mest læste avis," siger Søren Riis.

Mens opmærksomheden på 24timer mest har handlet om besparelser, siden MetroXpress overtog avisen for godt to år siden, så er tiden nu moden til investering, siger Søren Riis.

"I en periode med finanskrise, hvor annoncemarkedet er faldet 50 procent, kan det ikke betale sig for os at være så store. Vi lever af annoncer. Vi tror på vækst på annoncemarkedet næste år, og derfor er tiden rigtig. Nu kan det betale sig at løfte læsertallet," siger Søren Riis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også