Lokalaviser forventer svensk overskud

Efter to dårlige år er der udsigt til overskud på den primære drift i Politikens Lokalavisers sydsvenske forretning.
Louise Reseke

31 ugeaviser efter, at Politikens Lokalaviser A/S for alvor begyndte at satse på det sydsvenske marked, er der nu forventning om overskud på den primære drift (EBITDA).

"Efter to år med underskud på den primære drift, kan vi vente et godt 2010 med overskud," siger Thomas Minnhagen, Sveriges-chef og underdirektør i Politikens Lokalaviser A/S.

"2008 og 2009 bar præg af det voldsomme konjunkturfald. Netop som vi udvidede antallet af titler og øgede vores udgivelsesfrekvens, styrtede markedet ned, og det kunne ses på resultatet," siger Thomas Minnhagen, der vurderer, at forretningen når tæt på en overskudsgrad (EBITDA) på 10 i 2010.

Ifølge adm. dir. i Politikens Lokalaviser, Jan Halling, gælder udsigterne til et forbedret resultat også den danske forretning.

"I år regner vi med at få et væsentligt forbedret resultat både i den svenske og danske forretning," siger Jan Halling.

2009 gav et samlet overskud på den primære drift på 12,5 mio. kr. før skat i Politikens Lokalaviser på trods af et millionunderskud i Sydsverige på den primære drift. Resultatet blev betegnet som tilfredsstillende i lyset af lavkonjunkturen i årsrapporten fra ejerne i JP/Politikens Hus, men levede ikke op til de overordnede forventninger til forretningen.

Fodfæste på markedet
Jan Halling understreger da også, at den svenske ugeavisforretning er en langsigtet investering, der dog skal kunne løbe rundt undervejs. Det handler om at få fodfæste før andre på det svenske marked, hvor ugeaviserne stadig er en forholdsvis ny mediekategori. Kun i de mest medieintensive storbyområder som Stockholm og Göteborg er ugeaviserne en etableret del af mediebilledet.

"Etablering af en ugeavis tager tid, men når markedet, annoncører og læsere har vænnet sig til den pågældende avis, så er avisforretningen absolut lige så kvalificeret som i Danmark," siger Thomas Minnhagen, der vurderer, at det svenske marked har potentiale til at matche det danske. Det skyldes delvist prisniveauet på det svenske annoncemarked.

"De svenske annoncepriser har traditionelt ligget på et meget højt niveau i forhold til i Danmark og gør det stadig på flere områder, selvom markedet er faldet meget de seneste år," siger han.

Læs interview om det svenske ugeavismarked her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også