Oplag: Fald på 6 pct. i avissalget

Det er få lyspunkter i det faldende avismarked. På 10 år vil salget af aviser blive halveret, hvis udviklingen fortsætter.
Ole Nørskov

De danske dagblade fortsatte med at tabe abonnenter og impulskøbere i august måned, som med et samlet fald på 6 pct. i forhold til samme måned 2009 ikke adskiller sig markant fra de foregående måneder.

Kun fire titler har haft fremgang og Berlingske Tidende, som ellers har haft en fornuftig periode i foråret, mister nu igen højde med et fald på 4 pct.

Ser man på udviklingen i helikopterperspektiv er udsigterne sorte for en række dagblade:

Århus Stiftstidende har på 10 år tabt to tredjedele af oplaget - Ekstra Bladet og B.T. har været 20 år om det samme kunststykke.

Politiken har på 20 år tabt en tredjedel af abonnenterne - det har JydskeVestkysten klaret på kun 10 år.

90er-optur forlængst forbi
Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skiller sig ud, fordi begge aviser var i stand til op gennem 90'erne at bryde mønstret - især Jyllands-Posten buldrede fremad og satte oplagsrekord efter årtusindskiftet.

Men sammenligner man de to avisers nuværende oplag med det oplag, de havde for 20 år siden, er resultatet også nedslående.

JP har tabt en fjededel af køberne, mens Berlingske har tabt 22 pct. af sit oplag.

Der bliver nu solgt færre end 1 mio. aviser på hverdage i Danmark. Fortsætter den nuværende udvikling vil salget blive halveret i løbet af de kommende 10 år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også