Debat: Hvad vi lærte af lækage-sagen

Lækage-sagen har udstillet i hvor høj grad, det er normalt at tale uden for citat., skriver B.T.'s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen.

Lækage-sagen, I ved den lidt komplicerede sag, der handler om hvem der ringede til hvem og lækkede at det danske jægerkorps var på vej på en hemmelig mission i Irak, ser ud til at lide en stille død. Politiet ønsker tilsyneladende ikke at efterforske videre, herunder foretage yderligere afhøringer eller tjek af telefonopkald den pågældende dag.

Lige nu er sagen anket til landsretten, så vi må vente til 16. april med at finde ud af om TV 2's nyhedschef Michael Dyrby og reporter Rasmus Tantholdt skal pålægges at vidne i retten og om DR tvinges til at udlevere lydfilen til politiet.

Uden for citat normalt
Men kan vi lære noget af sagen så længe? Ja, det mener jeg godt, vi kan.

Hele sagen har udstillet i hvor høj grad, det er normalt at tale uden for citat. Især på Christiansborg. Selvfølgelig har vi alle – journalister, redaktører, spindoktorer, politikere – brug for et frirum, hvor der kan tales frit og udenfor citat. Der kan udveksles oplysninger til baggrund, som kan bruges til bedre at forstå sager og sammenhænge. Det kender alle, og det skal der fortsat være plads til.

Men der er grænser, og en væsentlig del af furoren om lækage-sagen handler om et simpelt sammenstød mellem journalistiske arbejdsmetoder. Om to tilgange til faget, om et decideret clash mellem forskellige journalistiske kulturer, om man vil.

Winther-historie holder ikke vand
Jeg synes ikke, 21 Søndags skarptvinklede historie om, at Jakob Winther, Søren Gades spindoktor, skulle have beskyldt Jægerkorpset for selv at lække historien til TV 2, holder vand. Winther tog simpelthen for mange forbehold undervejs i den meget lange samtale. Men jeg er ikke en af dem, der bliver forarget over, at 21 Søndags Michael Bech bånder samtalen med Jakob Winther. Michael Bech arbejder som gravende reporter, og når han ringer til en professionel medierådgiver og præsenterer sig, er der fra første færd tale om en professionel relation, der er til citat. Det burde Winther have vidst, også selv om han var på ferie i udlandet. Hvis andre spilleregler skal gælde, skal det aftales undervejs.

Men hvorfor gennemskuede Winther ikke Michael Bech, der ellers stillede det samme spørgsmål igen og igen? Måske fordi Winther var vant til at agere i politisk journalistik og blandt Christiansborg-journalister, hvor det netop er normen, at man taler udenfor blokken med ministrenes spindoktorer. De kan hjælpe og give baggrundsoplysninger, men elles bruger de al deres energi på at få deres minister til at se så godt ud som muligt. Uden for citat.

Hvis vi – mens vi venter på landsretten- skal drage en lære af lækage-sagen må det være, at vi som presse fremover skal lave mere journalistik, der rammer blokken. For mange af de professionelle aktører på Christiansborg, er frasen kun til baggrund blevet mere reglen end undtagelsen. Ministrenes særlige rådgivere – spindoktorene – har længe siddet i positioner, hvor de har betydelig indflydelse i dansk politik. Det er også vores opgave at undersøge og afdække den magt, der mestendels udøves i det skjulte. Og alt skal ikke kunne affejes med et indforstået "uden for citat".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også