Ny usikkerhed om TV 2's hovedsæde

TV 2 er på vej til at miste sin forankring i Odense, frygter Odense-borgmester Anker Boye. Flere ting kunne pege på, at der er noget om snakken.
Per Fanefjord Laursen

Odenses borgmester, Anker Boye (S), har skrevet til partiernes medieordførere og til kulturminister Per Stig Møller (K) hvor han lufter sin bekymring for, at TV 2 er på vej væk fra Odense.

"Det er efter min mening nødvendigt og et ufravigeligt krav, at TV 2's hovedsæde fortsat er i Odense, og at man med medieforliget gør sit for at undgå at denne udhulning fortsætter," skriver borgmesteren ifølge Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

"Med en ledelse, der er placeret i København og har deres daglige gang på Teglholm Allé, stiller jeg mig selv spørgsmålet, om det reelt er hovedsædet, der ligger på Kvægtorvet i Odense," konkluderer Anker Boye.

TV 2 ønsker råderum
Anker Boyes bekymring for fremtiden bunder i flere indikatorer, der peger på, at TV 2 før eller siden vil trække sig fra Odense.

TV 2 har i sit eget mediepolitiske udspil bedt om at blive fritaget for forpligtelsen til at ligge i Odense, men TV 2-ledelsen har ikke sagt, at man gerne vil flytte. Kravet om, at hovedsædet skal ligge i Odense, findes i den public service-kontrakt, som TV 2 har med kulturministeren. Kontrakten løber til 2013.

Det forklarer, at Anker Boye bringer emnet op nu. Det er aktuelt at tage op i de medieforhandlinger, som indledes lige efter påske.

Trafik væk fra Odense
Behovet for ansatte i Odense var været vigende over flere år. For nogle år siden flyttede morgennyhederne til København, og snart flytter produktionen af Vejret med. Nye større initiativer som TV 2 News indrettede sig fra starten i København.

Tilbage i 2007 var fordeling af ansatte rundt regnet 600 personer i Odense - mod 450 i det dengang helt nye domicil på Teglholmen i Sydhavnen. I dag er balancen næsten den samme, men med færre ansatte - nemlig 524 i Odense og 425 i København. Der er 17 medarbejdere, der hverken er tilknyttet København eller Odense.

Hvad der især bekymrer Anders Boye er, at hovedparten af ledelsen for det meste befinder sig i København.

Flertallet af TV 2-chefer har ganske rigitig base i København, men de er ansat begge steder og har ofte medarbejdere på begge sider af broen. Merete Eldrup har ved flere lejligheder erkendt, at hun maksimalt er i Odense to dage om ugen. Kvægtorvet er dog ikke lænset for chefer. Man finder fortsat f.eks. nyhedschef Michael Dyrby, HR-chefen og økonomidirektør Peter Normann på gangene. TV 2 oplyser endvidere, at en række centrale ledermøder - herunder direktionsmøder - altid afholdes i Odense.

Eldrup klar i mælet
Diskussionen af hovedsædets placering er traditionelt et ømt punkt for TV 2, og direktør Merete Eldrup slår da også fast med syvtommersøm, at hun ikke vil rømme Odense.

"TV 2's hovedsæde ligger i Odense, og lad mig understrege, at vi ikke har aktuelle planer om at flytte – hverken til København, Slagelse eller et helt tredje sted. Mere end halvdelen af medarbejderne har arbejdssted i Odense, og det er ikke nyt, at TV 2 har aktiviteter i København."

Eldrup minder om, at TV 2's reklamesalg altid har ligget i København, ligesom TV 2 Nyhederne også tidligere har haft en redaktion i hovedstaden. Da TV 2 for ti år siden udvidede med nye kanaler, skete det i København.

"København er til gengæld også er det sted, hvor vi har lukket aktiviteter – f.eks. TV 2 Radio. Men om medarbejderne har arbejdssted i hovedsædet i Odense eller vores domicil på Teglholmen i København ændrer ikke på, at TV 2 er Danmarks centrale medievirksomhed, der dækker hele landet bl.a. takket være de stærke regionale tv-stationer."

Flytning tilbagevendende tema
En TV 2-flytning til ét sted var også på agendaen for ét år siden som led i debatten af en økonomisk redningsplan. TV 2 kan ikke forlade København, så overvejelsen gik på at flytte fra Odense. Det fremstod dog heller ikke videre logisk at fraflytte Kvægtorvet, som man foråret 2007 investerede 50-60 millioner i at udvide, fordi man manglede plads.

TV 2's tidligere økonomidirektør Anders kronborg regnede på samme sag tilbage i 2006. Set med rene økonomi-øjne fandt han det uhensigtsmæssigt, at virksomheden hvert år bruger over 10 millioner kroner og meget tid på at transportere ansatte mellem Odense og København. 

Liv udenfor HT-området
I sit brev minder Anker Boye endvidere om, at der ved TV 2’s lancering i 1988 var et ønske om at understøtte væksten uden for hovedstadsområdet. Han håber, at de regionalpolitiske hensyn også vil veje tungt fremover.

Ved TV 2's lancering var der også et udtalt ønske om at få en national medieaktør væk fra hovedstaden, der - som modspil til DR - i sin nyhedsdækning kunne afspejle, at Danmark er andet end København.

De Radikale havde det på listen over krav for at kunne stemme for TV 2's lancering. Og uden De Radikale var TV 2 slet ikke blevet vedtaget i 1986, idet Socialdemokraterne var imod.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår