Konturerne af en ny Politiken-strategi tegner sig fra karikatur-krisen, Jægerbogs-sagen, parentesen med læsersponsoreret journalistik til oprettelsen af Irak Centret og nu et forlig med næsten 100.000 efterkommerne af profeten Muhammed.

Det mener Kim Minke, tidligere rektor for Journalisthøjskolen og forfatter til 'Aviskrigen', som i dag er leder af Det Danske Kulturinstitut i Storbritannien.

"Politiken har en ny strategi, men set fra mit udsigtspunkt (i UK, red.) er den ikke usædvanlig. Den dialogorienterede tilgang til sameksistensen med de muslimske delsamfund er udtalt her og i mange andre lande. Men det får Politiken tæsk for i Danmark," siger Kim Minke med henvisning til den kritik af Politiken, der har lydt fra andre dagblade og politikere fra S til DF.

Schyy, de kloge taler
Han hæfter sig ved, at Politiken undskylder for den krænkelse Muhammed-tegningerne har medført, men ikke for i sig selv at bringe dem.

"Jeg synes nok, at Politiken bliver tilskrevet et dybere knæfald, end de reelt foretager. Ordlyden i Politikens erklæring svarer ret nøje til det, Jyllands-Posten skrev 30. januar 2006, hvor man undskylder at have krænket mange muslimer. En formulering statsministeren dagen efter tog til sig og videreformidlede. I Politikens erkæring fra i går bruges samme tilgang, at man beklager at have medført krænkelse. På mange måder er det en ikke-historie. Det positive og nye er egentlig, at en repræsentant for den muslimske verden accepterer, at dette er tilstrækkeligt som undskyldning," siger Kim Minke.

Er de øvrige danske medier og danske politikere præget af en vis national 'provinsialisme', og er Politiken i højere grad med på de internationale tendenser?

"I Storbritannien taler man om, at visse medier har sluppet taget i den brede befolkning og er præget af en elitestyret dialogpolitik. Danmark er det tydeligste eksempel på, at der er en stor overensstemmelse mellem, hvad befolkningen mener, hvilken politik der føres, og hvad medierne skriver om. Det er et sundt folkeligt fundament for medierne, men man kan diskutere, om vi i Danmark er så meget klogere end resten af verden, når det gælder holdningen til muslimerne. Der kan være fornuft i at acceptere, at vi er en del af en global verden, hvor alle ytringer kan gå jorden rundt."

Styrker næppe oplag
Om Politiken styrker sit oplags- og læsergrundlag ved at have klare holdninger og aktivistiske tiltag, er svært at spå om, mener Kim Minke. Men han noterer sig, at selvom aviserne siden 1980erne og 1990erne har bevæget sig fra de brede omnibusaviser til at være mere nicheprægede, har det ikke hjulpet synderligt på oplagene, der trods mindre skvulp opad, bliver trukket ned af en stærk understrøm.

"Jeg vil ikke afvise, at det kommercielt er en brugbar tankegang for Politiken, og avisen har indtaget et ledigt standpunkt i debatten om Muhammed-tegningerne, som de har udbygget siden sagen opstod."

Interesseorganisationen Politiken
Peter Goll er på linie med Kim Minke. Fra sin stol i kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese, hvor han er adm. direktør går Politiken i en ny retning.

"Det er sket løbende, siden de oprettede Irak Centret, og Peter Mogensen (politisk redaktør, red.) spillede guitar på Rådhuspladsen. Politiken er i højere grad en interesseorganisation frem for et medie. Det giver dem både muligheder og udfordringer," siger Peter Goll.

Troværdigheden kan blive tyndslidt
Mulighederne går på, at en avis, der vil være noget for alle, er en dødssejler. Oplagstallene for omnibusaviserne falder generelt, og selvom Politiken klarer sig relativt godt, er det oplagt at se til nicheaviserne, der har det lettere, mener Peter Goll.

"Udfordringen er, at de læsere, der ikke er en del af Politiken-klanen, måske vil frygte, at avisens holdninger smitter af på journalistikken, så dens troværdighed og gennemslagskraft i andre medier lider skade. Så kan Politiken miste dygtige journalister, der vil lave journalistik og ikke kampagner. Omvendt kan Politiken tiltrække ildsjæle, der brænder for sagerne, og som også er dygtige," siger Peter Goll.

Politikens nyhedsredaktør, Anders Krab-Johansen, har bekræftet, at Politikens oprettelse af Irak Centret var en medvirkende årsag til, at han hoppede til en stilling som studievært på TV 2 uden, at det dog var hele årsagen.

Frem for at dække nyhederne 'kampagnejournalistisk' som det f.eks. skete med Jægerbogs-sagen, som Politiken publicerede, før den udkom for at omgå et muligt fogedforbud, kan aviserne vælge at dække bestemte stofområder og arbejde med vinklingen sådan som Information og Kristeligt Dagblad gør det, siger Peter Goll.

"Ekstra Bladet har efterhånden udviklet sig til en gossipavis, så Politiken kunne indtage rollen som den frække dreng, der holder fast i magthaverne, den plads er ledig."

Ro på
Med de kommercielle briller på, er det mindre interessant, hvad der foregår på Politiken. Sådan kan man i hvert fald tolke Mads Bredahls syn på sagerne. Han er adm. direktør i mediebureauet Carat, der placerer reklamekronerne for annoncørerne.

For selvom nogle annoncørerne vælger kendisugebladene og sensationsmedierne fra for ikke at komme i båd med skandalerne, ryger Politiken ikke i den kategori.

"Om der sker et strategiskifte på Politiken har ikke stor effekt fra et annoncørsynspunkt. De medier, der traditionelt kører kampagnejournalistik som Ekstra Bladet og B.T., kan med en god sag hæve oplaget 10-20.000 eksemplarer på en dag. Men Politiken er ikke til fals for at sælge et par tusinde aviser mere. Politikens udgangspunkt er, hvad der tjener læsernes og offentlighedens interesse bedst."

Til gengæld får strategien, hvis der er tale om en sådan, heller ikke nogen positiv effekt for annoncesalget.

"Det falder hverken positivt eller negativt tilbage på Politiken set med annoncørernes øjne. De vurderer mediets profil, hvor mange læsere det har, og hvilken købekraft læserne har," siger Mads Bredahl.