Monday Medias tropper klar

Skandinavisk Film Kompagni og Bastard Film bliver strøget som brands, når de fra i dag er en integreret i Monday Media, som satser på fire forretningsområder.
Tine Brødegaard Hansen

I alt fire forretningsområder er kørt i stilling for det hastigt ekspanderende selskab Monday Media, der fra i dag sletter Bastard og Skandinavisk Film Kompagni som selvstændige brands.

På falderebet af 2009 blev købet af Bastard Film i oktober suppleret med Skandinavisk Film Kompagni, der tæller værter som Michael Meyerheim, Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen.

"Vores strategi har fra begyndelsen været at samle de tv-journalistiske kræfter og tv-produktion under Monday Media, men strategien er eksekveret hurtigere, end vi havde regnet med," siger adm. dir. Morten Bank.

Forretningsområderne
Ud over Morten Bank består direktionen af de to øvrige ejere Martin Dalgaard, programdirektør, og Anders Dalgaard, kreativ direktør.

Tre af de fire forretningsområder får tidligere Bastard-folk i spidsen:

Monday Corporate; indholdsproduktion til virksomheder og organisationer, med Thomas Stokholm som ansvarlig (tidl. producent i Bastard Film).

Monday Broadcast; tager sig af outsourcede produktioner som Canal 9, med Anders Bay som ansvarlig.

Monday Productions; programproduktion, med Helle Faber som ansvarlig (tidl. producer Bastard Film)

Monday Reporter; kritisk journalistik som Basta, Operation X og dokumentarer, med Søren Steen Jespersen som ansvarlig (tidl. medejer og direktør i Bastard Film)

Farvel til Stephensen
Købet af SFK, som JP/Politikens Hus besluttede at sælge på grund af den kraftige konsolidering på markedet for tv-produktion, betyder et farvel til SFK-direktørerne Jørgen Koldbæk og Erik Stephensen. De fungerer dog som konsulenter i Monday Media frem til 1. maj.

"Kombinationen giver god mening, fordi Bastard står for den kritiske journalistik og dokumentar, mens SFK har journalistiske programmer som Basta, Meyerheims talkshow og 'Spørg Charlie'."

JP/Politikens Hus trak sig blandt andet på grund af det pressede marked, hvordan ser du jeres konkurrencesituation?

"Det er begrænset, hvor mange der kan have positionen som leverandør af danske journalistiske programmer, det er udviklingen på Bastard og SFK udtryk for, men nu hvor de er en del af Monday Media, er der et sundt antal af den type selskaber i Danmark," siger Martin Dalgaard, Programdirektør.

Han erkender, at en stor del af underholdningsformaterne på det danske marked er lukket land for selskabet, fordi de internationalt ejede selskaber har store programkataloger i ryggen.

Vokset stærkt
Monday Media har endnu ikke aflagt sit første regnskab, og Morten Bank kan ikke komme nærmere ind på, hvordan selskabet kommer ud af 2009.

"Men vi har fokus på at drive produktionsselskab med fokus på en sund økonomi, på den måde håber vi at adskille os også fra branchen."

Det bliver dog ikke nødvendigt at skære ned eller fyre folk trods opkøbene af to andre selskaber inden for tre måneder.

"Dels er vi vokset så stærkt, at vi ikke har nået at opbygge en stor administration, dels havde JP/Politikens Hus strømlinet SFK's funktioner, da det skulle gøres klart til salg," siger Morten Bank.

Han tilføjer, at der ikke er flere opkøb på tapetet i øjeblikket og at fokus er på at integrere de seneste opkøb.

Om Monday Media
Monday Media producerer live sport til Canal 9 og CANAL+ og leverer tv-programmer til flere danske kanaler, herunder Politistationen til TV3+, Operation X og Basta til TV 2, samt dokumentarfilm. Monday Media blev stiftet af Morten Bank, Martin Dalgaard og Anders Dalgaard i 2008 og beskæftiger i dag cirka 80 medarbejdere.

Kort før jul købte Monday Media Skandinavisk Film Kompagni af JP/Politikens Hus, der blandt andet kom i vanskeligheder, fordi Nordisk Film TV vandt dysten om at producere morgen-tv til TV 2.

Inden da, havde selskabet i oktober overtaget Bastard Film, hvis pengekasse var sprang læk på grund af serien 'Blekingegadebanden'.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også