Brüchmann: Klik er den bedste uddannelse

Journalister skriver til andre journalister i stedet for til læseren, og det er skidt, mener B.T.’s chefredaktør.
Troels Gadegaard Frølich

Hvis journalistikken får reddet sig ud af sin krise i løbet af det 21. århundrede, bliver det takket være internettets konstante feedback i form af klikrater, lyder budskabet fra B.T.’s chefredaktør, Peter Brüchmann.

”Klik er den bedste journalistuddannelse nogensinde,” siger han således.

På internettet får journalisterne nemlig øjeblikkeligt at vide, hvad der interesser læserne. Det er vigtig information for en journaliststand, som nærmere skriver til kollegaerne end til læseren, uddyber Peter Brüchmann og følger dermed op på kritikken i et debatindlæg, hvor han kædede mediernes økonomiske vanskeligheder sammen med deres indhold: Det er ikke relevant nok for den enkelte.

”Der er intet finere for en journalist end at sætte en dagsorden, men vi skal tænke over, om det er i journalistmiljøet eller for læseren. Det betyder alt for meget at lave en historie, der bliver talt om i miljøet, og samtidig bliver historierne ofte så komplicerede, at læserne står af,” siger Peter Brüchmann.

Da B.T. fornyelig ansatte Olav Skaaning Andersen som ny chefredaktør, lagde Peter Brüchmann vægt på hans ”professionelle tilgang til det tabloide medie”, mens hovedpersonen selv lagde vægt på B.T.’s bestræbelser på at lave nærværende journalistik.

"B.T.'s sundhedshistorier om folks trivsel er stærkt underholdende, og de har betydning for, hvordan folk lever deres liv," sagde Olav Skaaning Andersen.

B.T.’s nye positive profil er da også resultat af, at avisen har kunnet se på salgstallene, at de positive historier har interesseret læserne. Ifølge Peter Brüchmann er folk som netop Olav Skaaning Andersen og redaktionschef Simon Andersen dog også garanter for den kritiske og undersøgende journalistik, som B.T. ikke har planer om at sløjfe i jagten på det glade budskab.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også