B.T. gnaver i Ekstra Bladets løssalg

B.T. har taget procenter fra Ekstra Bladet på løssalget - hvor meget kan de to aviser dog ikke blive enige om.
Louise Reseke

Fra 32,9 procent til B.T. i marts sidste år til 37,1 procent i år. Sådan ser udviklingen ud i konkurrencen mellem B.T. og Ekstra Bladet på det lukrative løssalgsmarked - hvis man spørger B.T. vel at mærke.

"Vi har taget fire procent i markedsandele fra Ekstra Bladet på løssalget fra marts sidste år og til nu. Det skyldes dels, at vi har et rigtig godt analysegrundlag for, hvilke typer historier der sælger på forsiden - og fordi vi har det bedste chefhold nogensinde på avisen," siger Peter Brüchmann, chefredaktør på B.T.

"Det er vel at mærke også sket i en periode, hvor Ekstra Bladet har brugt et tocifret millionbeløb på at booste oplagstallet med dvd-kampagner (krimiserien Beck, red.)," siger Peter Brüchmann, der understreger, at forretningen B.T. trods krisetider følger samme kurve opad som løssalget. B.T. har fundet sin priofil med sundhedsforsider og appel til det bredere dansk top-segment, der hellere vil læse om Kandis Johnnys tragedie end finansloven.

EB: Det er krusninger
Hos Ekstra Bladet kan man dog ikke helt genkende de tal B.T. fremlægger - selvom det er de samme tal, de to aviser regner ud fra.

"Det er korrekt, at B.T.’s udvikling i løssalget i år er marginalt bedre en Ekstra Bladets, men det er mindre to procent. Det er krusninger i markedsandele, og slet ikke noget der forrykker det generelle billede. Hver gang der sælges 10 aviser i løssalg, er mere end fem Ekstra Bladet og kun godt to er B.T., resten fordeler sig blandt andre aviser. Det er en voldsom forrykning sammenlignet med for bare 10 år siden, hvor Ekstra Bladet og B.T’s markedsandele var næsten ens," siger Ole Sloth, bladsalgsdirektør på Ekstra Bladet, der lægger vægt på, at Ekstra Bladet har øget afstanden til B.T. i løbet af 2009 på totaloplaget.

"Det gælder ikke mindst om søndagen, hvor vi efter lanceringen af vores nye søndagsavis i april virkelig er trukket fra," siger Ole Sloth.

Men har B.T. ikke en pointe i, at udviklingen er sket i en periode, hvor I har kørt DVD-kampagner, som traditionelt løfter oplaget - lige indtil den dag, man stopper?

"Vores DVD-kampagne kører én ugedag. Så vidt jeg er orienteret, så kører B.T. selv i øjeblikket en kampagne med bog-samsalg i Coops butikker, så den form for promotion er vist ikke fremmed for dem. For os er promotion en del af vores salgsstrategi, fordi det kan betale sig - hvordan økonomien nøjagtig er fordelt, er en fabrikshemmelighed."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også