Schultz Jørgensen: Tillykke til Politiken

Politiken lykkes med at være først med det sidste og at demonstrere sin demokratiske funktion, mener Kontrabande-chef.
Tine Brødegaard Hansen

Politiken har for en dag vundet nyhedsdagsordenen ved at lave et særtillæg med en tidligere jægersoldats bog, som forsvaret kræver fogedforbud imod. Det er godt gået, mener Søren Schultz Jørgensen, direktør i medieudviklingsvirksomheden Kontrabande.

"Det er al mulig grund til at kippe med flaget over, at en af de kriseramte printaviser med én og samme redaktionelle satsning både kan demonstrere fræk nyhedsjournalistik og samtidig markere avismediets styrker i et levende demokrati. Det sker ikke så tit," siger Søren Schultz Jørgensen.

"Nyhedssystemet består grundlæggende af en konkurrence om at være først med nyhederne og om at vinde dagsordenen. Det har Politiken gjort, oven i købet i en sag, der kan vise sig at være principielt meget vigtig. At kalde det et 'mediestunt' er helt forfejlet," siger Søren Schultz Jørgensen.

Han henviser til chefredaktør Lisbeth Knudsens afvisning af, at Politiken har en vigtig sag med offentliggørelsen af bogen. Den skyldes mest et ønske om at hæve avissalget, mener hun.

Omvendt får 'aktionen' næppe den store betydning for Politikens position på dagbladsmarkedet.

"Der er intet særligt politiken'sk over sagen. De store morgenaviser er fælles om at slå sig op på at ville værne om ytringsfriheden og den demokratiske debat. Det er noget selvfølgeligt. Hvad Muhammed-krisen også viste. Det er netop sager som disse, der viser, at dagbladene stadig har stor betydning for offentligheden og demokratiet," siger Søren Schultz Jørgensen og tilføjer:

"Hvis retten nedlægger fogedforbud mod bogen, vil sagen få meget stor principiel betydning for, hvilke begræsninger det giver medierne, at vi er et land i krig. Kommer der ikke noget forbud, har Politikens handling mere karakter af vellykket og markant erobring af nyhedsdagsordenen - for en stund."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også