Duel: Er Ekstra Bladet blevet en skødehund?

"Ja" - påstår en bogaktuel, tidligere chef på Ekstra Bladet. "Nej" - Ekstra Bladet er tilbage som hele Danmarks vagthund, svarer chefredaktør Poul Madsen.
Louise Reseke

Niels Frederik Westberg valgte sidste år at kvitte sit job på Ekstra Bladet efter at have fejret adskilllige jubilæer på avisen, hvor han bl.a. arbejdede som redaktionschef.

I dag er han aktuel med spændingsromanen "Tabloid", der bl.a. er inspireret af hans egen tid på Ekstra Bladet, og som i ugens løb har skabt debat.  I et stort interview i Information d. 5. september under overskriften "Vagthund skambider egen hale" retter Niels Frederik Westberg rundhåndet en  arrig kritik mod sin tidligere arbejdsplads, som han mener er i gang med at spille fallit ved at lefle for oplagstal og let Anni+Erik underholdning.

"Det (Ekstra Bladet, red.) er ikke længere en stor bjæffende køter, men vel nærmere en skødehund." siger Niels Frederik Westberg til Information. Har han ret i, at dét at agere fjerde statsmagt fylder mindre og mindre i Ekstra Bladet til fordel for underholdningsstoffet?

"Nej, det viser, at Niels Westberg, er ude af sync med nutiden, når han kan påstå, at Ekstra Bladet ikke længere agerer vagthund. Vi har haft afsløringen af irakersagen (om en række højtstående dansk-irakere, der modtager socialhjælp i Danmark og samtidig har indtægt i oprindelseslandet, red.), vi har haft afsløringen af Bo Hamburger som platugle, der lokker folk til pyramidespil, og senest har vi kørt sagen om politiets optræden i Brorsons Kirke."

"Jeg vil medgive, at da Niels Westberg stadig var på Ekstra Bladet, der fyldte underholdningsstoffet måske mere end den bidske vagthund gjorde, men den erkendelsen har vi gjort os, og vi har taget den definitive beslutning, at Ekstra Bladet skál være hele Danmarks vagthund i papiravisen, og det er det, man ser nu. Vi vil ikke være Helse på avispapir, men dyrke den klassiske journalistik," siger Poul Madsen med slet skjult hentydning til konkurrenten i Pilestræde, B.T., der markedsfører sig som Danmarks Sundhedsavis.

"Der er jo ikke meget ‘den lille mand’ eller bidsk vagthund over Erik og Anni," siger Westberg i interviewet - har han ikke en pointe?

"Ekstra Bladet skal interessere os for det, der interesserer danskerne - heriblandt de kendte. Men her skal vi også agere vagthund, og det har vi i den grad også været, når det gælder Anni Fønsby og Erik Damgaard. Grunden til, at politiet overhovedet har interesseret sig så meget for Anni Fønsby, er, at vi har fulgt og beskrevet hendes aktiviteter og har pillet glamouren af."

Ifølge Niels Westberg er oplagstal den nye og eneste gud på Ekstra Bladet - hvad er din kommentar til det?

"En redaktør, der ikke interesserer sig for oplagstal, bør finde sig et andet job i en anden branche. Men det er ikke det samme som at sige, at oplagstallene styrer alt. God journalistik sælger på den lange bane, og det er vores nye søndagavis et klokkeklart eksempel på. Vi har i sommermånederne, hvor vi bl.a. har kørt bl.a. irakersagen, stabiliseret Ekstra Bladet Søndags oplag i forhold til de samme måneder sidste år, og derfor ser vi meget positivt på fremtiden for vores avis."

Westberg hævder, at Ekstra Bladet kunne vinde ved at være mere socialt indigneret?

"Vi skal først og fremmest give et reelt billede af, hvad der foregår og ikke gå til journalistikken med et fastlåst billede af, hvad facit er. Vi skal afdække, hvis politiet slår løs på uskyldige mennesker, som vi har gjort i sagen om Brorsons Kirke, og hvis dansk-irakere laver socialt bedrageri. Vi skal ikke være socialt indignerede ofr enhver pris og hvis der ikke er en grund til det. Vi skal optræde som journalister og ikke missionærer," siger Poul Madsen.

Niels Frederik Westbergs bog Tabloid er udkommet på forlaget Hovedland. Den er i dag blevet anmeldt i Ekstra Bladet, hvor den fik to ud af seks stjerner. Niels Frederik Westberg er gæst hos Lasse Jensen i Mennesker & Medier på P1 kl. 13 i dag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også