Følgende uddrag stammer fra bogens kapitel 9: 'News, views og penge. Fra påskekrise til karrikaturkrise'.

Det omhandler Politikens ejerforhold og fusionen med Jyllands-Posten i 2003. Bringes med tilladelse fra forfatter og forlag.

"Det er en klassisk publicistisk devise, at man tjener penge for at kunne publicere, ikke omvendt. Den nuværende administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Lars Munch, forfægter devisen og siger det også sådan her: "Vi skal ikke tjene så meget, som vi kan, vi skal tjene så meget, som det er fornuftigt." Eller som skrevet står på husets hjemmeside: "Hovedformålet for JP/Politikens Hus er at formidle nyheder, debat og underholdning." Samme sted står: "Det er afgørende for JP/Politikens Hus, at koncernens tre dagblade bevarer deres fulde redaktionelle uafhængighed og særpræg."

Det er ingen naturlov, at det lykkes at leve op til de ambitiøse ord. Men selve selskabsformen er en afgørende faktor. Politikens egen påskekrise efter 1920 demonstrerede sårbarheden i det private aktieselskab, men trods alt også styrken: Bladet blev ikke solgt til partiet Venstre. 25 år senere kom krisen indefra, da en del af bestyrelsen og aktionærkredsen umiddelbart efter 2. Verdenskrig ønskede at splitte selskabet op i to: et produktionsselskab med ejerskab til trykkeri og fast ejendom og et udgiverselskab med Politiken og Ekstra Bladet. Logikken var den såre kapitalistiske, at hvis bladene gik ned (Gud forbyde det, men man ved jo aldrig), kunne produktionsselskabet bare producere andre blade i stedet for.

Planen blev forkastet under stor strid og ballade på generalforsamlingen den 31. maj 1945, men fornemmelsen af fare på færde har sikkert været intakt, både da chefredaktionen i 1956 sikrede sig en uafhængighedserklæring fra bestyrelsen og helt fremme i 1973, da aktiemajoriteten blev lagt over i Politikens Fond. Nu kunne Politiken og Ekstra Bladet ikke længere hverken købes eller sælges. Men i 2003 viste det sig, at det kunne noget helt tredje, nemlig fusioneres.

Så da Muhammedkrisen i 2006 atter aktiverede Politikens forhold til det nationale og det internationale, havde forretningen Politiken allerede i tre år været del af en større  koncern, JP/Politikens Hus – hvor JP jo står for intet mindre end selv samme Jyllands-Posten, der med sine tegninger af profeten udløste krisen. Fra familier til fond og fra fond til fusion: Politikens nyheder og meninger har kunnet og skullet leve under højst forskellige selskabsformer. Det blev en test på bladenes redaktionelle uafhængighed,
da krisen om Muhammedkarikaturerne brød ud kun tre år efter fusionen. Og lige så tydeligt, det var, at Politiken og Jyllands- Posten faktisk fik lov at bekrige hinanden, lige så tydeligt var det også, at det er meget forskellige blade, kulturer, verdensbilleder og journalistiske idealer, som her er fusioneret. Jyllands-Postens initiativ, da man i 2005 bad en række tegnere karikere profeten Muhammed, blev i Jylland set som et forsvar for ytringsfriheden. I København blev det set som kulminationen på en lang forfølgelse af det muslimske mindretal.

Konflikten mellem Jyllands-Posten og Politiken har lange linjer tilbage i de to blades historie. At disse to blade fra og med efteråret 2009 får fælles adresse på  Rådhuspladsen i København (jp beholder dog også sit hovedkvarter i Århus), det symboliserer nok et fornuftsægteskab af de lidt mere tvangsprægede. På JP/Politikens
Hus’ hjemmeside præsenteres Jyllands-Postens udgivelsesgrundlag som liberalt-borgerligt, og målgruppen som "de moderne individorienterede". Politikens målgruppe er "de moderne fællesskabsorienterede".

Bjørn Bredal: "Politiken mod Politiken", 568 sider, Politikens Forlag, udkommer i dag.

Foto fra bogen af flyttekasse taget af fotograf Thomas Borberg i  2005.