Nordvestsjællandsk spareplan koster arbejdspladser

Selskabet bag Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad skal spare 2,8 mio. Direktøren varsler fyringer.
MediaWatch

Det vigende annoncemarked kan også mærkes hos A/S Medieselskabet Nordvestsjælland, der udgiver lokalaviserne Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad. I fredags præsenterede ledelsen sine medarbejdere for en spareplan på 2,8 millioner kroner, og det kommer til at gå ud over medarbejderstaben.

"Vi kan nok ikke undgå at skulle af med nogle folk, men jeg håber, det bliver så få som muligt, fordi hver eneste gang vi må afskedige en journalist, forringer det vores muligheder for at lave et godt produkt," siger adm. direktør Mogens Flyvholm til journalisten.dk.

Selvom den økonomiske krise er ved at bedre sig, tror Mogens Flyvholm ikke, at annoncemarkedet vil vende tilbage til fordums styrke. Derfor skal aviserne finde ud af at tjene penge op det redaktionelle indhold:

"Det er klart, at vi ikke kan lave den samme kvalitet med færre medarbejdere. Det siger sig selv. Men vi kan lave en anden kvalitet, og så skal vi til at tage penge for den. Og så kan vi bygge op derfra. Det er for mig at se vejen ud. Det lyder måske let, men det kommer til at kræve blod, sved og tårer," lyder det fra Mogens Flyvholm.

Det er ikke kun i Nordvestsjælland, de lokale medier er pressede. I sidste uge var Helsingørs borgmester ude med en appel til byens borgere om at hjælpe med at sikre Helsingør Dagblads overlevelse. Og i mandags slog Nordjyske Mediers adm. direktør, Per Lyngby, til lyd for, at DR bør købe sit lokalstof af regionalmedierne i stedet for at konkurrere med dem.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også