Berlingske lokalaviser i fusion

De Berlingske Media-ejede lokalaviser Østerbro Avis og Amagerbladet fusionerer med lokal konkurrent, der lukker sine to udgivelser.
Tine Brødegaard Hansen

Konsolideringen på lokalavismarkedet i København er kommet et væsentligt skridt videre.

Den tidligere bladchef ved Berlingske Lokalaviser, Flemming Hansen, har siden 2007 ligget i konkurrence med Berlingske Lokalaviser på Østerbro og Amager, men dropper nu konkurrencen og går i stedet i samarbejde med Berlingske Lokalaviser i et nystiftet fælles selskab. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Flemming Hansens to lokalavistitler, Lokalavisen Amager og Lokalavisen Østerbro, lukker, og Flemming Hansen bliver i stedet ny direktør for det nye joint venture selskab.

Beslutningen er truffet i enighed af de to tidligere konkurrenter og bunder i flere års kamp op ad bakke om læsere og annoncekunder i et faldende marked, hedder det endvidere i meddelelsen. Selskabet får egen bestyrelse, men bliver en del af Berlingske Lokalaviser, hvor Gorm Wesing Flyvholm er direktør.

”Berlingske Lokalaviser er i gang med for alvor at konsolidere sig på lokalavisområdet, og denne fusion er absolut en vigtig brik, som nu er faldet på plads. Før var vi én ud af to hårdt pressede konkurrenter på Amager og Østerbro, nu har vi udsigt til at få to rentable, veldrevne og fremtidsgearede aviser op at køre, det kan jeg kun være meget tilfreds med,” siger Gorm Wesing Flyvholm.

Også Flemming Hansen mener at beslutningen er nødvendig set i lyset af markedssituationen.

”Vi har fundet en god plan for at integrere mine tidligere aviser i de ny fælles, så jeg er meget tilfreds med løsningen, og glæder mig til at drive Amager Bladet og Østerbro Avis videre i en ny form,” siger Flemming Hansen.

I den kommende uge udgives de nye fælles versioner af Amager Bladet og Østerbro Avis – og i denne uge takker Lokalavisen Amager og Lokalavisen Østerbro af.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også