Berlingske undgår fyringer

Trods ny struktur på Berlingske Tidende, slipper medarbejderne for fyringer, fire journalister er dog gået frivilligt.
Tine Brødegaard Hansen

Det er en lettet Frederik Juel, tillidsmand på Berlingske Tidende, der netop nu går til medarbejdermøde med sine kollegaer på avisen.

"Vi undgår afskedigelser på avisen, for der er kommet fire frivillige aftrædelser. Det har været en meget tung proces, som har skabt meget usikkerhed," siger Frederik Juel og tilføjer:

"Kabalen er gået op med hensyn til hvem der flytter hvorhen, men nogen er måske endt nogle steder, som de ikke er så glade for."

Dermed lader den tunge stemning mellem ledelse og medarbejdere fra før sommerferien ikke til at være fordampet helt endnu.

På eftermiddagsmødet der finder sted nu, får medarbejderne nærmere information om, hvordan strukturændringerne på avisen kommer til at påvirke dem.

Ændringerne betyder blandt andet, at alle journalister er 'webjournalister' per 1. september, idet Lisbeth Knudsen helt afskaffer, at nogle journalister udelukkende skriver til print.

Planerne der blev lanceret før sommerferien mødte stærk kritik fra medarbejderne, især på grund af frygten for, at nogle journalister ville blive fyret til fordel for nogle nyansatte med større multimediel erfaring.
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også