Den Blå Avis øger oplaget 25 pct.

Øget efterspørgsel får Den Blå Avis til at satse offensivt og hæve det samlede oplag med en fjerdedel.
Zandra Damsgaard

En halv million danskere læser hver uge Den Blå Avis, men der er tilsyneladende flere potentielle læsere, end der er eksemplarer af gratisavisen. Derfor hæves oplaget nu med hele 25 pct. fra 100.000 til 125.000 eksemplarer.

”Flere af stederne, hvor avisen hentes gratis, fortæller, at de efterhånden ikke har eksemplarer nok. De er begyndt at løbe tør midt på ugen, og det kan vi ikke leve med. Derfor trykker vi nu flere aviser, så der er nok til alle,” fortæller bladdirektør Morten Bay ifølge en pressemeddelelse.

Siden Den Blå Avis i februar 2007 blev gratis, er antallet af læsere steget med ca. 10 pct., og kurven ser altså ud til at fortsætte opad.

”I Den Blå Avis har vi lige mange annoncer for nye og brugte varer, og det er noget, der tiltaler rigtig mange mennesker. En stor del af vores læsere vil gerne købe de nye varer, hvis pris og kvalitet er i orden, og så får man jo også garanti med oven i hatten,” siger han.

Avisen kan i dag hentes gratis i flere end 1.625 butikker, heriblandt Statoil, Spar og Bilka. Som et led i oplagsfremgangen har Den Blå Avis desuden indgået samarbejde med Nærkøb-kæden, der består af omkring 225 selvstændige købmandsbutikker landet over.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også