UK-aviser dropper gratisudgaver

The Guardian og The Observer vil have gennemsigtighed i oplagstallene og sløjfer de gratis udgaver i fly og på hoteller.
Zandra Damsgaard

En gratis avis til flykaffen er kutyme for mange rejsende, men fremover kommer de til at kigge langt efter både The Guardian og The Observer.

De to dagblade, som begge udgives af Guardian News & Media, har som de første i England valgt at indstille de såkaldte ’bulk sales’, hvor en del af oplaget for et symbolsk beløb sælges til for eksempel flyselskaber, hoteller og restauranter, som stiller dem til rådighed for deres gæster.

Det sker med øjeblikkelig virkning for at opnå gennemsigtighed i forhold til oplagstallene, lyder forklaringen.

”Vi opgiver denne praksis for at give annoncører et klarere, mere ærligt billede af vores salgspræstation og for at styrke kvaliteten af vores produkter over for læserne,” udtaler Joe Clark, der er dagbladschef i Guardian News & Media, i en pressemeddelelse.

Han kalder den udskældte om end velkendte praksis ”forældet” og håber, at andre dagblade vil følge trop.

Løfter oplagstallene
Ifølge The Guardian kan aviser sælges for helt ned til 1 pence stykket, når det drejer sig om ’bulk sales’, hvoraf flyselskaber aftager den største del. Fremgangsmåden ses mest af alt som en genvej til nye læsere, da der selvsagt ikke er nogen kontant gevinst forbundet med den.

Ikke desto mindre tæller ’bulks’ med i avisernes officielle oplagstal og kan dermed gøre disse mere attraktive for potentielle annoncører.

”Aviskoncerner bruger i større eller mindre grad ’bulk sales’ til at løfte deres oplagstal,” siger således Joe Clark fra Guardian News & Media.

Den britiske pendant til Dansk Oplagskontrol, The Audit Bureau of Circulations (ABC), har haft søgelyset rettet mod fremgangsmåden og har i forbindelse med stikprøver fundet betydelige forskelle mellem indberettede og faktiske oplag.

Andelen af ’bulks’ er for både Guardian og Observers vedkommende relativt lav sammenlignet med andre britiske dagblade: Henholdsvis fire og fem procent af de to avisers oplag havner hos udvalgte flyselskaber og hoteller.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også