Sløvt Mecom aktiesalg

Kun ca. 70 procent af de 'ekstra aktier', Berlingskes moderselskab Mecom har sendt på markedet for at få kapital, er blevet købt. Det kan påvirke aktiekursen negativt, siger aktieanalytiker.
Tine Brødegaard Hansen

Mecoms aktieemission har sendt i alt ca. 9,4 mia. ekstra aktier i selskabet på markedet. 70,79 pct., eller ca. 6,6 mia. aktier er blevet købt op, mens investeringsbanken JP Morgan, der var garant for aktieemissionen, opkøber de resterende aktier. Det sikrer Mecom ca. en milliard kroner i ny kapital.

Årsagerne til at kun 70 pct. af aktierne blev solgt skal findes i et vanskeligt marked, mener Henrik Schultz, aktieanalytier i Argo Securities.

"Der er mange selskaber, som slås om investorernes penge lige nu. Det (at 70 pct. af aktierne blev solgt, red.) siger noget om, at efterspørgslen var lavere, end Mecom havde forventet. Nu må JP Morgan tage de resterende aktier, og det kan påvirke aktiekursen negativt."

Mecoms øverste chef, David Montgomery, ser resultatet som en ny start for Mecom:

"Det her er en kæmpe bedrift for selskabet. Mecom er nu på sund finansiel fod, hvilket vil tillade os at få det bedste ud af de muligheder, der ligger forude. Vi vil også fortsætte med at modernisere de strålende titler og ejendomme, vi ejer over hele Europa, for derigennem at ruste alle vores udgivelser til at komme ud af de svære økonomiske tider i en mere robust form end før," siger David Montgomery i en fondsbørsmeddelelse.

Mecoms plan var, at de eksisterende aktionærer hver skulle købe seks ekstra aktier til en rabatpris på 1,5 pence per hver aktie de allerede ejer. Det sagde altså 70,79 procent af aktionærerne ja til, skriver pressgazette.co.uk.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også