Lisbeth Knudsen: En stor lettelse

Med Mecom Groups nye bankaftale og "det bedste driftsresultat for et dansk mediehus" ser koncernchef Lisbeth Knudsen særdeles lyst på fremtiden.
Louise Reseke

Efter måneders desperat kamp for at stille bankerne tilfredse har Berlingske Medias ejer, Mecom Group, i dag fået udsigt til at få en ny aftale på plads med bankerne. For Lisbeth Knudsen betyder det, at Berlingske Media nu får arbejdsro.

"Nu har der været uro nogle måneder, og det er fantastisk, at vi nu kan få arbejdsro, og vi har fået 15 måneder, inden bankerne igen skal kigge selskabet efter," siger koncernchef Lisbeth Knudsen, der trods de seneste måneders usikkerhed ikke har haft problemer med nattesøvnen.

"Jeg har sovet rigtig godt, fordi jeg har haft en stor tiltro til, at Mecoms projekt er af en så god kvalitet, at det ville være vanskeligt at forestille sig, at bankerne ikke ville give tilsagn om at drive det videre. Men det er klart, at det har været en svær periode ikke mindst for medarbejderne, der har gået i usikkerhed og har fået den ene skrækhistorie efter den anden om, hvor skidt det går, og vi har ikke rigtig kunnet melde noget konkret ud. Det kan vi nu, og derfor tror jeg også, at det her er en stor lettelse internt i huset."

Det flotteste resultat
For Lisbeth Knudsen er det samtidig dagen, hvor hun og Berlingske Media har offentliggjort et driftsresultat på 155 mio. kr. Det er 140 mio. kr. mindre end 2007-resultatet, men det får ikke smilet fra Lisbeth Knudsens læber.

"Et driftsresultatet på 155 mio. kr. er det flotteste, jeg har set endnu i noget danske mediehus for 2008. Selvom krisen har høvlet af vores omsætning, er det meget tilfredsstillende og viser, at den omstillingsproces, vi har været igennem, virker," siger Lisbeth Knudsen, der mener, det er den hårde omkostningsstyring, der gør udslaget.

"Resultatet er godt, fordi der er blevet gjort en kæmpe indsats for at holde omkostningerne nede, og fordi vi har gennemført rationaliseringer på rigtig mange områder - fra trykkerier til it-investeringer," siger Lisbeth Knudsen, der også glæder sig over, at koncernen har forbedret sin evne til at tjene penge på sine abonnenter.

"Vores omsætning på vores bladsalg er steget tre procent, så selvom der har været mange historier om vigende oplags- og læsertal, så er vi altså blevet bedre til at tjene penge på vores abonnenter i samme periode," siger Lisbeth Knudsen.

Finanskrisen har dog sat sine tydelige spor. Omsætningen er faldet fra 2007 og annonceomsætningen dykket med 300 mio. kr. fra 2007.

"Det klart, at en krise som den her rammer os som et kølleslag, fordi vi har så stor en del af bolig- og jobmarkedet. Vi har hentet en del hjem ved rationaliseringer, men vi må også sige, at de penge kan der ikke sådan lige kompenseres for," siger Lisbeth Knudsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også