Stygt kvartalsregnskab fra Metro

Metro Internationals omsætning har modtaget drøje hug i første kvartal af 2009 og er faldet med 26 procent. Finansdirektør Anders Kronborg tror, at bunden er nået.
Tine Brødegaard Hansen

Metro Internationals netop offentliggjorte kvartalsregnskab viser et tab på 15 mio. euro før skat - dobbelt op i forhold til tabet første kvartal i 2008 på 6,4 mio. euro før skat - og et omsætningsfald i samme periode fra 73 mio. euro til 54 mio. euro.

Men hvis det betyder, at bunden er nået, er alting godt. Helt så enkelt lyder finansdirektør Anders Kronborgs analyse af Metro Internationals dystre tal ikke, men hvis salget i årets øvrige kvartaler fortsætter som i første, men ikke bliver værre, kan Metro International holde skindet på næsen.

"Vi tager den løbende resultatudvikling meget alvorligt, og det, vi er meget fokuserede på, er, om udviklingen i salget bliver værre. Januar, februar og marts har været nogenlunde lige slemme og indtægterne ligger 17 procent efter 2008, det samme gælder april."

Det var den dårlige nyhed.

"Det gode er, at det lader til, at vi har nået bunden. Vores refinansiering på 50 millioner euro (som kommer ind ved en aktieemission, red.) er baseret på, at vi kan være 15 til 20 procent nede i 2009. Bliver det ikke værre end det, er vores styresystemer gearet til at klare det."

Priser under pres
Dermed er yderligere besparelser i 2009, der allerede har ført til lukning af Metros spanske avis, dog ikke udelukket, siger topchefen.

"Tallene er baseret på et gennemsnit for 20 lande, men udvikler nogle lande eller markeder sig meget skævt, kan vi blive nødt til at gribe ind."

Udviklingen skal primært vendes ved at have så lave omkostninger som muligt. Annonce-priskrig skal føres med måde.

"Vi kan ikke tale markedet op, så vi indretter os på at have en fornuftig omkostningsstruktur. Hvis volumen falder via et lavere oplag, sparer vi penge på tryk, papir og distribution, men hvis kun annoncepriserne falder, har vi stadig de samme udgifter."

Prisudviklingen varierer på de forskellige markeder, men når det gælder det danske, siger Anders Kronborg:

"Priserne er under pres, og vi mærker konkurrencen."

Et muligt salg af Metro International er netop faldet til jorden, meddeler Kinnevik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også