Midtjyske Medier på gal lokalkurs

En stærk central redaktion, der kan producere mere fællesstof med lokale cases skal styre Midtjyske Medier gennem krisen, men det er ikke løsningen, siger Peter From Jacobsen.
Tine Brødegaard Hansen

En styrket fællesredaktion skal råde bod på, at Midtjyske Medier skal klare sig med 45 færre journalister på de i alt seks lokale dagblade og 20 ugeaviser, siger koncernchef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen til Business.dk. Det er del af en spareplan til 60 mio. kr.

Begrundelserne lyder blandt andet, at en del lokaljournalistik foregår per telefon og derfor kan løses fra den centrale redaktion. Derudover skal fællesredaktionens generelle historier illustreres med lokale cases.

Men den model fremtidssikrer ikke lokaljournalistikken, mener fagmedarbejder på Update med speciale i lokaljournalistik, Peter From Jacobsen.

"Det giver ikke den nære og interessante lokaljournalistik, som læserne efterspørger. Lokale medier skal have en stærk lokal tilstedeværelse og viden om hvad der rører sig i de enkelte byer."

Færre journalister på lokalredaktionerne vil ifølge Peter From Jacobsen gøre det sværere at omdefinere lokaljournalistikkens rolle, hvilket er nødvendigt, hvis den skal overleve.

"Ikke alle lokale behov bliver dækket inden for den snævre ramme, som lokaldagbladene eksisterer i nu. De skal i højere søge løsninger på lokale problemstillinger via kampagner der inddrager borgerne og se sig selv som en aktiv part i de spørgsmål, der optager lige præcis den by og det område, de udkommer i."

Et eksempel er Fyens Stiftstidendes engagement i at mindske antallet af trafikdræbte på Fyn, selvom det ikke udelukkende er et lokalt problem, mener Peter From Jacobsen. Men det afhjælper ikke den akutte annoncekrise, der har forårsaget spareplanen.

"På kort sigt er der ikke en oplagt sparemodel for de lokale dagblade, det gælder slet ikke den Midtjyske Medier har fremsat," siger Peter From Jacobsen og tilføjer:

"Amerikanske lokalaviser forsøger sig med nye annonceformater, der gør det muligt for små annoncører at indrykke annoncer for helt ned til 200 kr., andre trækker mere på borgerjournalister, men det er et kæmpe problem for journalistikken, at indtægterne halter så meget. Det bliver et langt sejt træk at komme ud af krisen, men behovet for lokaljournalistik er der."

MediaWatch følger op med chefredaktør for Midtjyske Medier Dorthe Carlsens kommentarer til spareplanen.

Læs mere om lokaljournalistik på Update.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også