Avisdistributør frifundet

Distributionsselskabet Komdis er blevet frifundet i en sag om polske avisbude. Fagforeningen 3F må betale sagsomkostningerne.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Distributionsselskabet Komdis er blevet frifundet i en sag om polske avisbude, der i en periode i 2006 ikke arbejdede de nødvendige 30 timer om ugen.

Sagen var blevet anlagt af fagforbundet 3F, men retten på Frederiksberg er nået frem til, at Komdis var i sin gode ret til ikke at yde supplerende betaling til de avisbude, som ikke ville eller kunne arbejde de nødvendige 30 timer om ugen, når arbejdet var blevet tilbudt til polakkerne.

Timetallet ikke opfyldt
I den pågældende periode, da bl.a. gratisaviskrigen blev indledt, var der rigeligt med arbejde at udføre, siger retten i sin dom.

Konkret havde 3F på vegne af 17 polske avisbude krævet, at avisbudene skulle aflønnes for 30 timer ugentligt, uanset at de ikke opfyldte timetallet.

Omvendt argumenterede Komdis med, at samtlige 17 avisbude var blevet tilbudt mere arbejde, men frivilligt valgte at holde flere fridage end aftalt i kontrakten eller kun arbejdede få timer hver nat.

DAO retsforfølges ikke
I alt havde fagforbundet krævet i alt 178.000 kr. fra Komdis, men i stedet skal 3F betale sagens omkostninger på i alt 37.500 kr. Med rettens afgørelse er der sat punktum i sagerne om 30 timers-reglen, der ikke har været gældende siden den 1. maj 2008.

I en lignende sag har Udlændingeservice besluttet at undlade at politianmelde Dansk Avis Omdeling om selskabets aflønning af østeuropæiske avisbude. Styrelsen har taget DAO's redegørelse til efterretning og finder ikke, at der er udsigt til, at DAO kan retsforfølges.

Dansk Avis Omdeling er i fællesskab ejet af JP/Politikens Hus og Syddanske Medier og kom for godt et år siden ud i en større meningsudveksling med DR, som flere søndage i træk kritiserede DAO's behandling af avisbudene. Det fik DAO til at klage til Pressenævnet, men uden resultat. Nu har myndighederne acceptereret, at forholdene var i orden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også