Poul Madsen: Ny netavis er gammeldags

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen tror ikke, der er hverken interesse eller marked for A-pressens satsning på en netavis med fokus på lønmodtagere.
Tine Brødegaard Hansen

Aviserne kappes om at levere 'news you can use', også når det gælder arbejdslivet, det overrasker derfor ikke, at Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen ikke just hopper af begejstring over netavisen, avisen.dk, som A-pressen og Freeway lancerer i samarbejde i 2009. Den henvender sig til den almindelige lønmodtager rundt omkring på arbejdspladserne, lige som Ekstra Bladet.

Tror du, at der er et hul i markedet for A-pressen og Freeways nye netavis?

"Nej, jeg tror ikke på ideen om, at fagbevægelsen skal lave nyheder om arbejdsliv og arbejdsmarked. Den væsentligste historie om arbejdsmarkedet i dag er, om man har et job i morgen, det dækker Ekstra Bladet og andre medier også intensivt.

Men handler dækningen af arbejdslivet ikke mest om sensationer, aktiekurser og karrierestof, hvor den almindelige lønmodtagers rettigheder og muligheder bliver glemt?

"Det er en gammeldags tænkning. I dag er vi er forbrugere, der efterspørger handlingsorienterede løsninger på, hvordan man skaffer sig nyt job, går til jobsamtale og får familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Vi dækker arbejdslivet ved at se folk som forbrugere også af deres arbejdsliv."

Har I overhovedet nogen, der dækker selve arbejdsmarkedsstoffet?

"Vi har en reporter, som kun beskæftiger sig med det klassiske arbejdsmarked, men vi har en stor forbrugerredaktion, der dækker de andre aspekter af det."

Selv om det er hårde tider at lancere nye medier i, er der vel god basis for et medie, som beskæftiger sig med de seriøse sider af arbejdslivet, når man ser på antallet af fyringer?

"Jeg tror ikke, at der er eksplicit hul for et medie, der dækker arbejdsmarkedet på traditionel vis, få gider at beskæftige sig med fagbevægelses-stof i dag. Har folk konkrete problemstillinger, kontakter de fagforeningen, og hvis det handler mere bredt om arbejdsliv, er de rigeligt dækket ind af andre medier."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også