Oplagsdøden: Her er fremtiden for de danske dagblade

MediaWatch har fremskrevet avisernes oplag til 2014 og 2019 - se her, hvem der overlever.
Ole Nørskov

Det går sløjt med oplaget på de fleste danske dagblade. Sammenlagt blev de danske aviser solgt i 72.614 færre eksemplarer i februar i år i forhold til februar sidste år. Det svarer omtrent til oplaget på landets sjettestørste avis, Børsen.

MediaWatch har på den baggrund udregnet, hvordan oplaget vil se ud om fem og 10 år, hvis faldet fortsætter med samme fart som i de seneste tre måneder sammenlignet med året før.

Allerede I 2014 vil magtforholdet have ændret sig og en lang række dagblade vil allerede til den tid være afgået ved døden med mindre, de har formået at bremse udviklingen.

I bunden ser det sort ud for titler som Randers Amts Avis, Morsø Folkeblad, Helsingør Dagblad og Kalundborg Folkeblad som alle vil være under 5.000 i dagligt oplag. I toppen har Politiken indtaget pladsen som landets største dagblad, mens Børsen har snuppet tredjepladsen med god luft til Berlingske Tidende, som vil være nede på et oplag på knap 52.000.

Går vi frem til 2019 er udviklingen naturligvis endnu mere markant. Politiken, Jyllands-Posten og Børsen har skilt sig ud fra flokken. B.T. og Ekstra Bladet er nede på et et niveau som næppe er holdbart. Nicheaviserne Information og Kristeligt Dagblad har det til gengæld fint, og der er stadig liv i titler som JydskeVestkysten og Nordjyske Stiftstidende omend det bliver på et helt andet niveau end i dag.

For Berlingske-koncernen er fremskrivningen foruroligende. I 2019 har flagskibet Berlingske Tidende et oplag på kun 26.150, mens B.T. ligger på 40.182. Titler som Århus Stiftstidende, Randers Amts Avis og aviserne i De Bergske Blade vil alle være faldet ud over kanten om 10 år med mindre oplagsfaldet bremses.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også