B.T. dropper kvindetillæg

B.T. søsætter om to uger ny søndagsavis, der skal invitere mænd og yngre læsere indenfor. Håbet er at sætte en prop i det sivende søndags-oplag.
Tine Brødegaard Hansen

Kvinderne skal stadig føle sig hjemme i B.T., men søndag 8. marts, på kvindernes kampdag, bliver sidste dag med søndagstillægget "Kun for Kvinder".

Chefredaktør Suzanne Moll har store forhåbninger til den nye søndagsavis, der i højere grad skal invitere mændene indenfor også, men hun ønsker ikke at opstille konkrete oplagsmål for den ny avis.

"Vi laver en ny søndagsavis, for tiden er ved at løbe fra Kun for Kvinder. Det signalerer, at mændene skal holde sig væk, og det har vi rykket os væk fra," siger hun.

Anette Heick ny redaktør
Den nye søndagsavis kommer til at bestå af en helt ny andensektion, hvis historier og vinkler vil smitte af på hovedsektionen.

"Andensektionen vil give hele avisen en vitaminindsprøjtning og have mere fokus på aktuelle emner såsom nye filmpremierer, reportager og portrætter. Men vi vil bevare fornemmelsen af at gøre noget særligt for kvinderne, så der vil stadig være meget om mode og skønhed."

Derudover bliver tre nye navne knyttet til B.T. med Anette Heick som brevkasseredaktør, Caroline Fleming som klummeskribent og René Friis som modeboss.

Trods tidsrøvere som Facebook hedder B.T.'s hovedkonkurrent stadig Ekstra Bladet, siger Suzanne Moll. Selv om elementerne i det nye søndagstillæg minder om dagbladenes magasin-tillæg, skal B.T.-sektionen bevare en 'tabloid-vinkel' på emnerne og bruge nettet bedre.

"Vi skal bruge de forskellige platforme mere, inddrage læserne og integrere indholdet i forhold web-tv."

Oplag falder stejlt
Baggrunden for ændringerne er, at særligt Ekstra Bladet og B.T.'s søndagsoplag falder stejlt, som MediaWatch skrev mandag. I gennemsnit havde B.T. om søndagen i 2. halvår 2008 et oplag på 116.822 eksemplarer ifølge Dansk Oplagskontrol. En tilbagegang på 8,6 pct. sammenlignet med samme tid sidste år. Ekstra Bladet havde i samme periode et søndagsoplag på
120.662.

"Alle løssalgsaviser har et problem om søndagen, vi håber at nogle yngre potentielle læsere får øje på os med det nye tillæg," siger hun.

Det nye tillæg bliver udvidet fra 16 til 24 sider. Et ambitiøst træk i et presset marked.

"Vi har fået gode tilkendegivelser fra annonceafdelingen og satser på, at de hjælper os med at finansiere udvidelsen. Målet er at tiltrække nye annoncører og at beholde dem, vi har."

En tre-ugers kampagne med egenannoncering og abonnementstilbud skal også hjælpe den nye søndagsavis på vej.

For at markere kvindernes kampdag, vil B.T.'s sidste søndagsavis med tillægget Kun for Kvinder d. 8. marts have kvindeligt fingeraftryk over hele avisen, bortset fra sportssektionen. En kvindelig redaktionschef skruer avisen sammen den dag, og avisen vil være fyldt med fokus på kvinder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også