Om så man spejdede ud over det samlede Europa, kunne man i 1990’erne næppe finde nogen avismand med så stor succes som Jørgen Ejbøl – manden bag den bemærkelsesværdige oplagsfremgang på Jyllands-Posten.

Stik imod resten af markedet blev avisen ved med at øge dens oplag og læsertal. Da Ejbøl tiltrådte som chefredaktør og direktør på Jyllands-Posten i 1993, opstillede han to mål, der dengang syntes urealistiske:

150.000 i dagligt oplag – og 250.000 i søndagsoplag.

Begge mål blev rigeligt indfriet – og selv om Ejbøl altid var omgivet af dygtige medchefer som Ulrik Haagerup, Per Mikael Jensen, Jørn Mikkelsen, Svenn Dam, Hans Jørgen Dueholm og Jens Bruun, så var det altid chefen selv, som lagde linjen. Det image, han fik dengang, som pansergeneralen, nød han – for han var og er en bulderbasse, der i den grad er bedst, når han tænker strategisk.

Ejbøl, som nu fylder 60 år, er en af dansk presses allerstørste – på niveau med Laust Jensen på JP, Ernst Klæbel på Politiken og Ole Scherfig på Berlingske. Lige så hadet og lige så elsket. Lige så omgærdet af myter og fortællinger.

Hans styrke som avischef er evnen til konstant at se de store linjer. Ejbøl så den perfekte match mellem det liberale og internationale livssyn, der dominerede efter Murens Fald, og Jyllands-Postens handelshøjskole-tilgang til samfundet. Avisen ramte tidsånden – og indholdet og markedsføringen bakkede op. Ejbøls særlige egenskab er, at han er præcist lige så interesseret i distribution, redaktion, salg, trykkeri, produktion, administration, markedsføring og regnskabsafdelingen. Et stærkt karaktertræk er også evnen til at turde give en satsning fuld skrue – men først efter nøje at have gennemtænkt alle risici.

Da Ejbøl i begyndelsen af dette årti indså, at hans ekspansionskurs havde ramt en mur – at JP var truet – skiftede han fra enegang til samarbejde. Det endte med fusionen mellem JP og Politikens Hus, som i dag er på størrelse med Berlingske Media.

I 1990’erne var der ingen sjovere chef at arbejde for end Ejbøl – dog klart sjovest, hvis man var på hans hold. De medarbejdere, som han ikke brød sig om, blev iskoldt ignoreret eller skældt huden fuld. De, der blev opfattet som ’Ejbøls drenge’, blev derimod knyttet helt tæt. Jeg havde selv fornøjelse at være en del af Ejbøls hold. Han gav mig mine to første job – Moskva-korrespondent og politisk redaktør – og han var en stor inspirator. Mine stadige krav om hurtigt at blive chef slog han hen – og bad mig i stedet blive ved med at være journalist noget længere. Et godt råd, som jeg imidlertid ikke fulgte.

De seneste seks år har Ejbøl som bestyrelsesformand for JP Politikens Hus cementeret sin position. Det var lige noget for ham, da han sammen med koncerndirektør Lars Munch valgte et storstilet modangreb på Nyhedsavisen i 2004: 24timer og JP Århus+ var med til at slå den islandske invasion tilbage. Man slår sig på Ejbøl, når man er på modstanderens hold.

Da jeg nogle dage efter min egen exit fra Nyhedsavisen blev budt på sort kaffe på Ejbøls kontor, mærkede jeg begge sider af den stærke general. Han gav mig en regulær skideballe for at have deltaget i et latterligt projekt – og derefter havde vi et par varme timer, hvor den gamle chef gav sig al tid i verden til at vende den nye virkelighed med sin gamle medarbejder. Klassisk Ejbøl.

Tillykke med fødselsdagen.

- David Trads, USA-korrespondent for Berlingske Tidende