B.T.-journalister "fyret" for Stein Bagger-bog

To B.T.-journalister blev i sidste uge fritstillet fra B.T., fordi de uden tilladelse har skrevet en bog om Stein Bagger.
MediaWatch

"Morten Nøhr Mortensen og Niels Ole Qvist har efter aftale opsagt deres stilling og fritstilles omgående", skriver B.T.-ledelsen, chefredaktørerne Suzanne Moll og Peter Brüchmann, i en intern mail til medarbejderne på B.T.

Baggrunden er, lyder det videre i mailen, at de to journalister i hemmelighed – og uden at søge tilladelse – har arbejdet med en bog om Stein Bagger, der udkommer på forlaget Gyldendal til april.

"Vi betragter det som dybt illoyalt og ukollegialt, at de har skrevet bogen uden at få tilladelse og uden at informere ledelse eller kolleger, det er kontraktbrud," siger Suzanne Moll til MediaWatch.

"Stein Bagger er en af B.T.'s bedst sælgende historie igennem mange år, og det er klart, at det er meget vigtigt stof for os, som de så vælger at arbejde videre med privat. Det er ukollegialt. Havde de bedt om lov, var sagen en anden, så ville vi have overvejet at udgive bogen selv," siger Suzanne Moll.

De to journalister mener imidlertid ikke selv, at de har opført sig illoyalt over for avisen.

"Vores bog vil bringe nye afsløringer, blandt andet i forhold til helt centrale dele af Stein Baggers svindel-setup. Netop på grund af vores loyalitet over for avisen ville B.T. naturligvis få tilbudt disse afsløringer i forbindelse med bogens udgivelse. Vi har svært ved at forstå Peter Brüchmanns surhed og påstand om kontraktbrud, da vi lang tid før udgivelsen netop orienterer B.T.," siger de ifølge Journalisten.dk.
 
- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også