Bonniers avismodel skudt ned i Danmark

Den Bonnier-ejede gratisavis City Stockholm er kun udkommet tre dage ugentligt siden september, men det vækker ikke misundelse hos MetroXpress-direktør, Søren Riis.
Tine Brødegaard Hansen

Ifølge gratisavisen City Stockholms adm. direktør Mikael Nestius, har den nedbragt sine udgifter med imponerende 70 pct. ved kun at udkomme tre dage om ugen, som følge af besparelser på personale og distribution, mens annonceindtægterne kun er faldet ti pct.

Samtidig har gratisavisen flyttet fokus fra primært at have hårde nyheder til at være mere magasininspireret.

Skeptisk MetroXpress-direktør
Selv om ideen om at udkomme færre dage også er oppe at vende som forretningsmodel for såvel amerikanske som danske dagblade, bliver ideen skudt ned på gratisavismarkedet af både Søren Riis, adm. direktør for MetroXpress A/S, der også udgiver 24timer, og Media Director Niels Christian Skjøth fra Media Company.

"Som udgangspunkt har vi ingen overvejelser om at udkomme færre dage. Dagblade skal udkomme hver dag for de afspejler døgnets rytme. I min optik vil en ændring kræve, at man laver en anden avis, som ikke er funderet i nyheder, så den kan læses uden at man går glip af noget," siger Søren Riis.

Han stiller spørgsmålstegn ved både behovet for- og økonomien i en sådan model på det danske marked.

"Da jeg læste om at det i sin tid, lød det som et defensivt træk fra City Stockholm, men det er klart, at hvis man kan udkomme tre gange om ugen og få det samme antal annocer, behøver man ikke at være økonomiprofessor for at se, at det er en god idé. Men vores aviser er nyhedsfunderet, hvis man laver en mere magasinpræget avis, kan folk lige så godt læse andre gratismedier, så konkurrerer man med noget helt andet."

Mediebureau: Færre avisdage er et krisetegn
Den holdning går igen hos media director i mediebureauet Media Company Niels Christian Skjøth. Fra annoncørernes synspunkt, har han svært ved at se fidusen i den svenske model.

"Tre dage om ugen er en mærkelig frekvens for en trafikavis. Det kræver mere redaktionel baggrund, men hvis man laver en mere magasinpræget avis, kan den lige så godt nøjes med at udkomme en gang om ugen og at være knyttet til aktuelle temaer, såsom modeugen."

Niels Christian Skjøth har svært ved at se de store fordele i, at en gratisavis der udkommer færre dage også lever længere, hvis det er de samme mennesker man rammer med annoncerne. Aktualiteten er også vigtig for trafikaviser, mener han.

Signalet til markedet med en sådan omlægning ville heller ikke falde i god jord hos mediebureauet.

"Det er fint, hvis det kan lade sig gøre for den svenske gratisavis, men i mit hoved ringer det som et krisetegn. Gjorde 24timer det samme, ville jeg tænke, at de var på vej til at lukke."

Ingen break even til City
Trods opbakning fra mediebureauer og annoncører nåede City Stockholm ikke som forventet break even i fjerde kvartal, fordi finanskrisen gav et tab på yderligere fire mio. svenske kr., skriver resume.se.

Det får ikke Bonniers adm. direktør, Jonas Bonnier, til at fortryde dansen om gratisavisen, der siden 2002 anslås at have kostet Bonnier 650 mio. svenske kr. Til resume siger han:

"Stockholm City har vist, at man hurtigt kan tilpasse sig nye forudsætninger. Det er vigtigt i disse hårde tider, og det gør, at jeg tror stærkt på avisen."

City Stockholm udkommer mandag, onsdag og torsdag og har flest læsere på torsdage (622.000), da den udgave ligger fremme henover weekenden.

Direktør for City Stockholm forventer heller ikke sorte tal på bundlinien i 2009.

Gratisaviserne i Stockholm
I første halvdel af 2008 var der tre gratisaviser i Stockholm, Metro (Metro International), City (Bonnier) og Punkt.se (Schibsted). Den sidste titel blev lukket, da Schibsted købte 35 pct. af aktierne i Metro Sverige.

City udkommer fortsat i Malmö/Lund, Helsingborg og Landskrona men er blevet lukket i Göteborg.

Aktuelle svenske læsertal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også