Søndagsavisen får overskud på frasalg

Frasalg i Norge og Sverige sikrer Søndagsavisen et overskud før skat på 195 mio. kr. I januar blev forventningerne til resultatet nedjusteret med 100 mio. kr. grundet svære markedsvilkår.
Tine Brødegaard Hansen

Frasalg af aktiviteter i Norge og Sverige, vanskeligt marked og omkostningsreduktioner er overskriften på Søndagsavisens årsregnskabsmeddelelse.

Frasalget af 66 pct. af aktierne i Gratistidningar i Sverige SAB samt alle aktierne i Norsk Avisdrift AS tilførte Søndagsavisen en gevinst på 270,6 mio. kr.

Det pyntede på regnskabet, der viser et årsresultat efter skat på 205,2 mio. kr. i 2008 mod 24,1 mio. kr. i 2007.

Ikke tilfreds
Den primære drift af de aktiviteter, der fortsætter, giver et resultat i 2008 på minus 45,2 mio. kr. mod et overskud på 37,8 mio. kr. i 2007. Det er adm. direktør Mads Dahl Andersen langt fra tilfreds med, han siger til RB-Børsen: 

"Det har været et hårdt år. Resultatet er præget af recession og afmatning, men det er båret af frasalg af udenlandske aktiviteter." 

Reduceret mangel på trykkeriopgaver, det faldende annoncemarked og en lavere kurs på den svenske krone, der reducerede gevinsten ved salget af de svenske gratisaviser, blev allerede i januar givet som årsag til det nedjusterede årsregnskab.

Investeringer i internetaktiviteterne har også udgjort en stor udgiftspost for Søndagsavisen i 2008.

Rationaliseringer i 2009
På positivsiden tæller, at Søndagsavisen har indgået to-årige distributionsaftaler med deres største kunder for 2009 og 2010. Alligevel venter der fortsatte omkostningsreduktioner og rationaliseringer i 2009 og omsætningen for de fortsættende aktiviteter forventes at blive 10 pct. lavere end i 2008.

"Rationaliseringer er et vilkår i moderne avisdrift, så den vil stå på rationalisering og effektivisering hvert år fremover. Vi er ikke en almennyttig fond," siger direktør og chefredaktør hos Søndagsavisen, Arne Ullum, der har tre fokusområder i det kommende år.

"Vi kigger på vores IT-drift, vores salgsflow og også på redaktionen, hvor det handler om at højne kvaliteten og vinde flere læsere per artikel," siger Arne Ullum.

Søndagsavisen nedlagde i januar fire afdelinger i Jylland og reducerede dermed oplaget betydeligt. Og den øvelse er måske ikke afsluttet.

"Vi kigger i øjeblikket på indre by i København - rettere sagt Nørrebro, hvor annoncørerne ikke er interesseret i at annoncere. Det vil dreje sig om mange aviser, hvis vi stopper distributionen her, mellem 50.000-60.000 aviser, men vi er her for at skaffe effekt for vores kunder, og hvis det kan gøre os mere attraktive over for annoncører, så er det en mulighed, vi skal kigge på," siger Arne Ullum.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også