New York Times bløder

Goddag til annoncer på forsiden og farvel til et spritnyt hovedkvarter. Meget tyder på, at et af avisbranchens absolutte flagskibe er ved at synke.
Zandra Damsgaard

Aviskrisen kradser hårdt og dybt i USA, hvor et af koryfæerne, The New York Times, i øjeblikket kæmper for sin eksistens.

For at få lidt dollars i den slunkne kasse har avisen netop ladet paraderne falde og tilladt annoncer midt på forsiden, og nu tvinger krisen angiveligt det hæderkronede dagblad til at sige farvel til sit fornemme nye hovedkvarter på Manhattan.

Det beretter norske Kampanje på sin hjemmeside.

I amerikanske aviskredse spår man The New York Times en snarlig død, og der er da heller ikke meget at glædes ved for den 157 år gamle ’grå dame’. Koncernen kæmper ifølge Kampanje med en gæld på en milliard dollars og har måttet se sine annonceindtægter styrtdykke.

Køber med dybe lommer
Inden årsskiftet optog The New York Times et lån på 225 mio. dollars med sikkerhed i det 52 etager høje hovedkvarter, og pengeknaphed tvinger nu angiveligt ledelsen til at sælge ikke bare hovedkvarteret, men en stribe af avisens engagementer i øvrige medievirksomheder.

Det sker som bekendt i et yderst trægt marked og må altså ses som en kedelig nødvendighed for et New York Times i alvorlige vanskeligheder.

Samtidig står avisen overfor i foråret at skulle indfri et lån på 400 mio. dollars.

En eventuel køber af det blødende avishus skal altså have den helt store pengepung frem, hvorfor flaskehalsen ikke overraskende peger på blandt andre mediemogulen Rupert Murdoch. I så fald risikerer avisen at måtte give køb på sit varemærke, nemlig dens højt skattede og anerkendte uafhængighed.

Også CBS, Google, Microsoft og New Yorks velbjærgede borgmester Michael Bloomberg nævnes som mulige købere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også