Dagbladsprisuddeling går online

En gammel prisuddeling i nye klæder. For 38. gang belønner Jyllands-Posten den 20. november kreative dagbladsannoncer – på internettet.
Zandra Damsgaard

Normalt er prisuddelinger lig med store forsamlinger, projektører og drinks, men i en tid, hvor alting flytter ud i cyberspace, kan selv hæderen af dagbladsannoncer være en ren onlineoplevelse.

Selvom Auroraprisen er Danmarks ældste prisuddeling for kreativ markedsføring, står alderen således ikke i vejen for uddelingen, som i år for første gang udelukkende kan opleves foran computerskærmen.

”Vi har i tidens ånd valgt at lade den teknologiske udvikling præge prisuddelingen. Dermed er Auroraprisen ikke blot Danmarks ældste kreative pris, den er nu også landets mest moderne kreative pris,” udtaler Jyllands-Postens annoncedirektør Morten Werge Kallmayer i en pressemeddelelse.

Morgenavisen Jyllands-Posten står for 38. gang bag prisuddelingen, der bindes sammen af en studievært i mediehusets århusianske hovedkvarter.

Der transmitteres live fra hvert af de nominerede reklamebureauer, mens dommerkomiteens udvælgelse af annoncer er optaget på forhånd og klippes ind undervejs.

Skal løfte sig over de andre
En jury bestående af blandt andre bureaurepræsentanter kårer en vinder i hver af kategorierne kortvarige forbrugsgoder, langvarige forbrugsgoder, business to business, stillingsannoncer og ikke-kommercielle annoncer samt ugeblads- og magasinannoncer.

Derudover udpeger publikum en vinder, ligesom unge under 29 kan sikre sig en pris i kategorien Aurora Youngsters.

Selve Auroraprisen konstitueret i en statuette går til ”den dagbladsannonce, der løfter sig over alle andre på tværs af kategorierne”, lyder det fra arrangøren.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også