Medieforsker: 24timer forsvinder

Der er ikke plads til tre gratisaviser i Danmark, lyder vurderingen fra to iagttagere oven på lukningen af 24timers lokale udgaver på Fyn og Nordjylland.
Tine Brødegaard Hansen

Når nøglen bliver drejet om på gratisavisen 24timers lokaludgaver på Fyn og i Nordjylland er det samtidig begyndelsen på enden på gratisavisen 24timer, mener professor i journalistik fra RUC, Jørgen Poulsen.

"Jeg tror, ligesom jeg troede, da Nyhedsavisen lukkede, at 24timer bliver lukket inden for overskuelig fremtid. Men MetroXpress har jo sagt det modsatte, så det kan være, at der er tilstrækkelig synergi i samarbejdet til, at man kan fortsætte det," siger Jørgen Poulsen.

Hans vurdering er, at de lokale partnere i Fynske Medier og Nordjyske Medier har ønsket sig ud af aftalen om at levere lokalt stof til 24timer, da det er i direkte konkurrence med deres egne aviser og netsteder. Derudover er det også dyrere for MetroXpress at producere særlige udgaver af 24timer med lokalt indhold. Det afviser adm. direktør for MetroXpress A/S, Søren Riis dog i et interview til MediaWatch.

Tror på fusion
Print director i Carat, Gitta Steffensen, er heller ikke overrasket over, at lokaludgaverne af 24timer lukker inden for de næste par måneder. Hun er overbevist om, at lukningen peger mod en fremtid, hvor 24timer smelter sammen med MetroXpress og forsvinder som selvstændig udgivelse.

"Jeg tror, at man snævrer brandet mere til og fusionerer det med MetroXpress i en glidende overgang. Det sker, fordi der er færre annoncekroner, og fordi gratisaviserne har røde tal. Hvis 24timer var væk, kunne der komme lidt økonomi i det igen. Gratisaviserne må finde på noget nyt, hvis de skal sikre sig flere annoncer - også på nettet," siger Gitta Steffensen og understreger, at det er minimalt hvad Nyhedsavisens lukning har betydet for annoncepriserne.

Hverken læsertal eller annoncepriser er nemlig steget væsentligt for de resterende gratisaviser, selvom Nyhedsavisen er lukket og 500.000 læsere burde se sig om efter andet læsestof.

"Nyhedsavisens læsere var ikke gratisavislæsere, de var taget fra de etablerede dagblade og konkurrerede ikke som sådan med MetroXpress, 24timer eller Urban."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også