Finanskrisen udløser massefyringer på aviser
Onsdag meddelte en række internationale anerkendte aviser, at de måtte fyre folk. Således måtte aviskæden Gannett, der blandt andet står bag USA Today, afskedige op mod 3.000 ansatte i en storstilet nedskæring på 84 aviser i koncernen. Samtidig kunne magasinkoncernen Time Inc meddele, at 600 skal fyres, og Christian Science Monitor besluttede sig for at lukke sin papirudgave.
På børserne er de fleste amerikanske medier i store aktiefald, men generelt klarer finansnyhedsmedier sig godt i handlen. En række mindre finansnyhedstjenester har dog problemer, og har varslet fyringer - blandt andet Nielsen Business Media, der står bag udgivelser som Brandweek og Mediaweek.
Også Australiens største medieselskab, Fairfax Media, har bebudet fyringer. Medieselskabet er hårdt ramt af finanskrisen, der både angriber mediehusets annonceindtægter, og samtidig vanskeliggør en refinansiering af et lån på op imod to milliarder kroner. Der er dog ingen meldinger om, hvor mange ansatte, der skal fyres.
Også en række bladhuse i Europa kæmper med konsekvenserne af finanskrisen.
I Norge har dagbladenes brancheforening bedt om akut nødhjælp fra staten, da mange aviser er i en meget vanskelig økonomisk situation, og tre aviser er direkte truet af konkurs.
- Newspaq