VG-chef: Kun nr. ét tjener penge

Markedsføring, produktudvikling og sociale netværker er løsningen for løssalgsaviser som B.T., Ekstra Bladet og norske VG, mener VG-chef Torry Pedersen.
Tine Brødegaard Hansen

Hans egen avis er på papiret og på nettet en succes, men VG-chef Torry Pedersen hviler ikke på laurbærrerne. Avisernes verdensorganisation (WAN) afholdt i sidste uge i Amsterdam den 11. Readership-konference med deltagelse af avischefer og redaktører fra hele verden. Her blev norske Verdens Gangs, præsenteret som 'enormously successful'. Ikke desto mindre lagde direktør Torry Pedersen ud med at konstatere, at avisbranchen befinder sig i en kategori 5 storm.

"Løssalgsaviser som Ekstra Bladet, BT og VG har et problem i markedet, fordi læserne skal tage en købsbeslutning hver dag og har mere travlt. Ekstra Bladet har jo også stor succes på nettet, men vi har et problem med kerneproduktet avis og for at tjene penge på nettet, skal man være en klar nummer et."

Det lyder enkelt, men Torry Pedersen er ikke sen til at tvære i udfordringerne på det danske avismarked, hvor avisernes tre bærende søjler er under beskydning.

"Printavisen bygger på breaking news, rubrikannoncer og betalt distribution, og alle tre områder udfordres i Danmark af henholdsvis nettet, der er først med nyheder, virksomheder som E-bay, der går efter rubrikmarkedet og gratisaviserne, der udfordrer distributionen."

Torry Pedersen medgiver, at det er nemmere at være avis på det norske marked, hvor der historisk har hersket mere borgfred end i Danmark, hvor støtten til aviser er høj og hvor der ikke er gratis trafikaviser.

"Men vi har også været dygtige," tilføjer han skyndsomt.

Tre millioner besøgende om ugen
Særligt VG Nett fremviser imponerende tal og har tre mio. unikke besøgende ugentligt.

I 2007 havde VG Multimedia, der er VG's helejede datterselskab, et driftsresultat på ca. 108 mio. kr. ud af en omsætning på ca. 261 mio. kr.

65 - 70 pct. af VG's annonceindtægter kommer fra nettet og 90 pct. af brugerne kommer fra hovedsitet, mens den øvrige trafik primært er via Google.

Nettby.no er VG's eget sociale netværk med over 700.000 profiler og 338.000 unikke besøgende ugentligt.

Succesformlen
Torry Pedersen slår primært på tre områder, når koncernens succes skal sættes på formel:

For det første integreret separation. Det holder ikke at sammenlægge onlineredaktionen med printredaktionen. Arbejdstempoet og tankegangen er forskellig, og det skal den blive ved med at være, hvis platformene skal kunne berige hinanden. Nettet skal hele tiden udvikles, og VG har lanceret et socialt netværk. Centralisering sinker beslutningsgangene.

For det andet produkt-diversitet. Udvikling af nye produkter skal være topprioritet, også når det gælder print. For tre år siden lancerede VG et lørdagstillæg, der markant har fremmet oplag og annoncering med mere indhold og bedre papirkvalitet. Også et søndagstillæg og et tillæg for privatøkonomi er kommet til.

For det tredje effektiviseringer. VG har de seneste år nedbemandet antallet af medarbejdere med 100 i forskellige støttefunktioner, der er borteffektiviseret. Heraf var 15 redaktionelle medarbejdere. Men journalistikken må ikke lide under effektiviseringerne. Det er den, der trækker læsere til.

Derudover er det særlig vigtigt for løssalgsaviser at placere dem, der hvor folk er og fristes til at købe. For eksempel ved kassen i supermarkeder og på cafeer.

Annoncering også vigtigt for avisen selv
VG bruger årligt ca. 75 mio. danske kroner årligt på markedsundersøgelser og markedsføring og har ifølge Torry Pedersen påvist, at have en ROI på 13,6 mio. norske kr. ud af en markedsføringskampagne til otte mio. kr.

Når VG Nett selv er annonceplatform, går de Google i bedene ved at tilbyde også helt små annoncører nogle meget fleksible netannoncer af alt fra en times til en dags, uges eller måneds varighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også