Avis-direktører har millioner på spil

Nyhedsavisens storaktionær, Morten Lund, har personlige millionaftaler med to direktører, men han vil tilsyneladende ikke betale.
John Hansen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten. 
 

En adm. direktør kan ikke gå til Lønmodtagernes Garantifond, hvis hans virksomhed går konkurs.

Derfor er betalingen til to direktører i Nyhedsavisen-koncernen et anliggende mellem dem og den tidligere storaktionær Morten Lund personligt - og også den del af sagen ser ud til at ende i et opgør om ca. 10 mio. kr. Både Morten Nissen Nielsen - der var adm. direktør for den nu konkursramte Nyhedsavisen - og Svenn Dam, adm. direktør for moderselskabet 365 Media Scandinavia, men onsdag bortvist fra selskabet, har aftaler direkte med Morten Lund, bekræfter de begge.

Aftale ved lukning
Kontrakterne siger, at de i tilfælde af Nyhedsavisens lukning hver skal have en årsløn - 1,8 mio. kr. til Morten Nissen Nielsen og 1,5 mio. kr. til Svenn Dam.

Desuden har de begge siden projekt Nyhedsavisens fødsel for to år siden ejet aktier i moderselskabet 365 Media Scandinavia. Dengang var det islandske investeringsselskab Baugur hovedaktionær, og begge direktører havde i deres kontrakter såkaldte put-optioner på deres aktier: En aftale om, at de på et givet tidspunkt kunne sælge deres aktier til Baugur for en given pris.

Stillede betingelser
»Da Morten Lund overtog aktiemajoriteten i januar, ville han gerne have, at Morten Nissen Nielsen og jeg forblev i ledelsen. Vores betingelse var, at vi ikke ville stilles ringere, end vi hidtil havde været.

Derfor overtog Morten Lund personligt også aktieaftalen, som vi før havde haft med islændingene,« siger Svenn Dam.

Kilder oplyser til Morgenavisen Jyllands-Posten, at løn og optionsaftale for de to direktører i alt beløber sig til ca. 10 mio. kr. Morten Lund har på sin blog givet indtryk af, at Nyhedsavisens fiasko har blanket ham af: »Jeg kæmper i disse dage mod en personlig konkurs,« skrev han onsdag.

Ifølge Svenn Dam modtog han og Morten Nissen Nielsen sent torsdag et tilbud fra Morten Lunds advokat: De kunne få en halv mio. kr. hver til såkaldt fuld og endelig afgørelse.

Det afviste de begge.

»Vi går selvfølgelig ud fra, at Morten Lund står ved de aftaler, der er indgået, hverken mere eller mindre,« siger Svenn Dam.

Morten Lund reagerede torsdag fortsat ikke på Jyllands-Postens henvendelser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også