S: Avisstøtte til gratisaviser værd at se på

Nyhedsavisens død kaster nyt lys over paradokserne i den gamle mediestøtte-ordning, som medieordførerne tager op sidst på måneden.
Per Fanefjord Laursen
Nyhedsavisens død kaster nyt lys over paradokserne i den gamle mediestøtte-ordning, som medieordførerne tager op sidst på måneden.

Ét af flere emner, der debatteres i mediebranchen og blandt politikere i kølvandet på Nyhedsavisens lukning, er spørgsmålet om mediestøtten i form af distributionsstøtte og momsfritagelse er fair fordelt. Mens de gamle aviser, der med al magt forsøgte at udkonkurrere den lille nye og indirekte modtog mediestøtte til dette, bliver gratisaviserne forbigået ved fordelingen af de vigtige støttekroner.

Med avisstøtte ville Nyhedsavisen måske ikke være lukket, hævder avisens tidligere chefredaktør. Socialdemokraterne mener, Nyhedsavisens er en case, der understreger behovet for en revurdering af avisstøtten.

"Nyhedsavisen var uden tvivl det journalistisk stærkeste kort blandt gratisaviserne. Her var der ambitioner om at ville frem i verden og ikke blot følge trenden af rene konkurrencehensyn. Set i dette lys er det bundærgerligt, at det var Nyhedsavisen, der måtte bukke under i den vanvittige konkurrence. Det giver imidlertid også yderligere næring til behovet for et grundlæggende hovedeftersyn på indretningen af vores mediestøtte, når Nyhedsavisen med mange læsere ikke kunne få støtte fra staten og MetroXpress heller ikke kan, når de øvrige konkurrenter får støtte." siger Morgens Jensen.

Medieordfører Ellen Trane Nørby, Venstre, supplerer:

"Nyhedsavisen var et meget ambitiøst og interessant avisprojekt, men der er mange projekter, hvor der er brudflader mellem medier, der får støtte og ikke får støtte, ikke kun på avismarkedet. Der gives jo licens til DR, som konkurrerer mod private medier. Så emnet er stort, og derfor venter jeg med de store udmeldinger, til vi får en oversigt over problematikken den 30. september."

Dansk Folkeparti vil i dag ikke ud i debat af den grundlæggende diskussion: Om landsdækkende trafikaviser, der er gratis, ikke bør få del i avisstøtte.

DF afventer arbejdsgruppe
"Om mediestøtte og fordelingen af den, mener jeg, det er vigtigt, at der nu afventes en udmelding fra Kulturministeriets arbejdsgruppe, som ser på mediestøtteordningen, inden vi hver især kommer med bud på fremtidens mediestøtteordning," siger Karin Nødgaard, DF.

Den lidt anden vinkel på overvejelserne af støtten til aviserne er den måde, den bruges på - til eksempel, når gamle dagblade investerer i underskudgivende modtræk til nye publicistiske tiltag. Som det sås med Dato og 24timer.

Dansk Folkepartis Karin Nødgaard kan godt få øje på det problematiske i, at der gives mediestøtte, som bruges "negativt": til at sætte en stopper for konkurrenter frem for at udvikle kvalitet.

"Der er det klart, at man fra politisk side forventer at det bruges på en udvikling af det redaktionelle stof. Derfor er det ikke tilfredsstillende, at midlerne i stort omfang er brugt på andre områder."

Det faktum, at der kommer nye gratisaviser til, hvoraf nogle slår fejl og lukker igen, vil hun ikke gøre til et problem.

Første anbefalinger om tre uger
Kritikken af avisstøtten er ikke ny. Den går på, at det er de store, i forvejen etablerede dagblade, der modtager mest statsstøtte, mens mindre - og mindre etablerede blade - får en langt mindre bid af kagen. Forskellen er øget, og det, mener kritikerne, rammer for eksempel nye aviser hårdt og forvrider konkurrencen. I år uddeles 321 mio. kr. i støtte til dagbladene.

Erfaringer med Dagen og senest med Nyhedsavisen tyder på, at dagblade ganske enkelt har svært ved at klare sig udelukkende med kommerciel finansiering. Fordi gratisaviserne i stor stil deles ud på gaden, opfylder de ikke distributionskravet og kan dermed ikke få del i mediestøtten og kun betalinsaviser er berettiget til at modtage støtte.

Medieforskerne Anker Brink Lund og Preben Sepstrup har sammen med Rambøll Management siden sidste år arbejdet med at kortlægge og analysere den danske mediestøtte og fremtidige mediestruktur for Kulturministeriet.

Den 30. september er der midtvejskonference om projektet, som skal give sine bud på, hvordan mediestøtten fremover kan indrettes. Rapporten skal ligge klar i sommeren 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også