Mediebureauer: Tabloid sælger bedre

Mediebureauer tager godt imod Jyllands-Postens omlægning. Annonceplacering og pris er indtil videre i orden - og magasinerne vil ikke blive savnet.
Tine Brødegaard Hansen

Mediebureauer tager godt imod Jyllands-Postens omlægning. Annonceplacering og pris er indtil videre i orden - og magasinerne vil ikke blive savnet.

Mediechef for printmedier i Carat, Gitta Steffensen og print director i Mediacom, Rasmus Møller er begge positivt stemt ovenpå Jyllands-Postens historiske omlægning til tabloid.

Den har Berlingske Tidendes omlægning banet vejen for både hos læsere og annoncører. Udviklingen på annoncemarkedet gør det svært at sælge helsides broadsheet-annoncer, hvilket taler stærkt for tabloidformatet.

Rasmus Møller påpeger, at mens en halvsides-annonce i broadsheet kræver 2000 mm. spalteplads, kræver en halvside i tabloidaviser kun 1200 mm. Men den gode annonceplacering kæmper en hård kamp med det redaktionelle indhold i en tabloidavis, hvor der er mindre plads på den enkelte side.

Kamp om de attraktive annonceplaceringer
"Vi kan se i dag, at Jyllands-Posten både har annoncer på side tre, fem og syv. Det tyder ikke på, at de vil afskære annoncørerne fra de attraktive sider og placeringer i avisen. I tabloidformatet er der kamp om pladsen, hvilket vi ser i Ekstra Bladet, hvor der typisk er en helsidesannonce på side tre, mens først derefter igen på side 11."

Rasmus Møller er varsom med at svare på, om relanceringen kan veksles til annoncefremgang for Jyllands-Posten, men mener at avisen har gode odds for at bevare sin position og at være konkurrencedygtig. Men hvis markedet fortsat går ned, vil Jyllands-Posten følge med.

Tabloid bliver tyndere
Tabloidomlægning medfører ofte en tyndere avis på længere sigt. Det ser annoncørerne som en fordel, fremhæver Gitta Steffensen.

"Umiddelbart er relanceringen lykkes fint, og avisen fremstår homogen. Man kan diskutere, hvor lang tid ekstra-sektionerne vil fylde så meget som nu. Udviklingen fra andre aviser der går i tabloid, såsom Berlingske, er, at hverdagsudgaven bliver tyndere med tiden. For annoncørerne giver det indtryk af en mere ren avis med mindre støj, der ikke bliver skæmmet af diverse sektioner og tillæg, men fremstår mere let, ligesom gratisaviserne."

Magasiner var aldrig annoncetunge
Når det gælder de tre nedlagte magasiner (International, Kultur og Forbrug), hvis stofområder er flyttet til andre dele af avisen, vil de da heller ikke blive savnet af annoncørerne, mener Rasmus Møller.

"Magasinerne har aldrig været de mest annoncetunge og for annoncørerne er de ikke så afgørende. De store landsannoncører går primært efter hovedavisen eller tillægget Erhverv & Økonomi. Andensektionen vil nok ligge på niveau med, hvad magasinerne gjorde, så det vil ikke medføre de store ændringer i antallet af annoncer."

Gitta Steffensen vurderer, at det er de magasiner, annoncørerne ikke har brudt sig om, som nu er væk, mens gode tillæg som rejsetillægget Explorer er bibeholdt.

Først prisstigninger næste år
I Carat har man ikke hørt forlydender om forhøjede milimeterpriser som følge af det nye format, men Gitta Steffensen forventer sig moderate prisstigninger næste år, selvom Jyllands-Posten i forvejen ligger i den dyre ende på grund af læsertallet, der stadig er det højeste blandt morgenaviserne og dækker Jylland bedre end nogen anden af de landsdækkende aviser.

"På Jyllands-Posten skeler man nok til Berlingske og hvordan de prissætter sig, men lige nu er der ikke lavet de store ændringer på den front. De har koncenteret sig om layout før annoncepriserne, men de har nok en forventning om at komme med på flere kampagner, fordi det er nemmere for annoncørerne, at de nu er i tabloidformat lige som så mange andre aviser."

JP kan fastholde sin position
Rasmus Møller tror ikke meget på, at relanceringen vil få tag i nye segmenter blandt yngre og kvindelige læsere, men det er heller ikke her udfordringen ligger, siger han:

"Det bliver svært for Jyllands-Posten at tiltrække nye segmenter med omlægningen, det er svært for alle aviser, så det handler mere om at fastholde læserne og sin position, det tror jeg de kan gøre. Når det gælder annoncekroner, ser vi omlægningen som et positivt og offensivt træk. Avisverdenen er gået over i tabloid, så det ville ikke være en fordel for Jyllands-Posten at stå tilbage med broadsheet, for det er sværere at sælge til annoncørerne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også