Formiddagsaviser i royal duel

I debatten på P1 krydsede chefredaktørerne fra Ekstra Bladet og B.T. klinger om Prins Joachims bar-besøg og Kongehusets betydning.
Tine Brødegaard Hansen

I betragtning af hvor ens de to formiddagsaviser beskyldes for at være, var uenigheden mellem Ekstra Bladets Bent Falbert og B.T.s Peter Brüchmann tydelig i morgenens P1-debat.

Bent Falbert betegner Ekstra Bladets tilgang til Kongehuset som kritisk, men mener at Kongehuset selv får lov at trække grænsen. Avisen har ingen intention om at forfølge medlemmer af Kongehuset, for så interessante er de heller ikke, men, tilføjer Falbert i morgenens debat:

"Når en fyr som Joachim angriber piger i teenage-alderen, har man lov at skrive om det."

Ekstra Bladet vil i det hele taget skrive om Kongefamilien, så længe folk synes det er "morsomt at læse om".

På B.T. fastslår Peter Brüchmann, at man ikke er republikanere, at Kongefamilien er en del af Danmarks historiske og kulturelle arv, og at læserne gerne vil have stof om den i avisen.

Han trak et eksempel på forskelligheden i de to formiddagsavisers dækning frem. På baggrund af videomateriale fra Prins Joachims besøg på en bar for homoseksuelle i anledning af, at en bekendt skulle spille en koncert samme sted, valgte B.T. ikke at bringe historien.

Ekstra Bladets rubrik lød: 'Jokke varmer op til sit bryllup - Stangstiv på bøssebar'.

Den udlægning var der ifølge Peter Brüchmann ikke grundlag for, hvilket Bent Falbert afviste og tilføjede: "Det var en god rubrik", "ja", lød Brüchmanns svar, "den passede bare ikke".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også